For 14 år siden sad vi i en lille båd, på en sø i nord sjælland, Peter havde et godt job, han havde været der i mange år, 21 alt i alt med div. kurser, han var ansat indenfor det offentlige og havde en løn på 420.000 plus pension. Det var første gang i var sammen siden han og hans dejlige familien havde købt et lille hus på landet, hvor de havde et ønske om, at de 2 børn skulle vokse op, alt føles lykkelig og Peter virkede glad. Dagen gik med lystig snak om alt og intet, det var ved at blive mørkt så vi pakkede sammen, en dejlig dag i Peters selskab var ved at være slut, jeg kørte ham hjem, hans kone havde lave en lille anretning, vi hyggede i et par timer, vi krammede og jeg sagde farvel og glæde mig allerede til næste gang hvor vi havde aftalt at vi skulle have hans datter på 5 år med.
Der gik et måned to og et halv år, vi snakkede tit i telefon sammen, men så en dag ringede Peters kone, om Peter var sammen med mig, nej sagde jeg, hun fortalte at han var blevet mærkelig på det sidste, hun var ulykkelig og jeg blev det samme, jeg kendte Peter gennem mange år, viste han var en følsom og kærlig mand, jeg prøvet hele den aften at få fat i ham, det blev mandag morgen, jeg havde dårligt, tog på arbejdet, ringede til Peter flere gange og til hans kone som jo græd og jeg det samme, hvad kunne der være sket med min bedste ven, jeg tog hjem fra arbejde, posten lå på gulvet lige inde for døren, jeg samlede den op, lagde den på bordet, lavede mig en kop kaffe, satte mig ved bordet og kikkede ud af vinduet, husker det som var det i går, der var et brev, et brev fra Peter, jeg turer ikke åbne det, sad lidt og så på det og åbnede det så, jeg græd alt imens jeg læste brevet.
