Det undrer mig til stadighed, det er blevet populært at ytre sin modvilje mod andre menneskers banale liv. Tilsyneladende er modviljen udbredt i alle aldersgrupper fra teenagere til folkepensionister. Jeg ved ikke, hvad det går ud på. Det er jo åbenbart ikke nok at ignorere det, vi ikke gider høre el. læse om. En risiko er, at vi ignorerer noget, som populære debatter og fællesskaber kræver viden om. I stedet gøres andre så vidt muligt opmærksomme på, de bedes holde sine banale liv for sig selv, hvor de ikke forstyrrer andre. Sjovt nok er det også et problem, hvis andre gør netop det, nok fordi vi så ikke kan holde øje med og underholdes af dem. Det banale udgør det meste af det dagligdags liv. Når vi nu ikke må tale om det, taler vi i stedet om det, dagspressen beder os være forargede el. bekymrede over. Det skal helst være noget, der påvirker vort land uden vi personligt påvirkes direkte. På den måde bliver samtaler og debatter harmløse.
Nu er paradokset tydeligt i forbindelse med realityshows på tv. Vi, der ikke ser dem, kan vanskeligt være med, når andre bruger meget tid på forargelse over dem. Med andre ord kan vi, der ikke ser realityshows, ikke snakke med om, hvorfor vi ikke bør se dem.
