I sin kronik opfordrer Astrid Krag til større åbenhed om psykiske sygdomme. Hun mener, at problematikken ikke er et individuelt anliggende, snarere et fælles. Årsagen skal findes i vores arbejdsmarkeds- og samfundsstruktur. Og Astrid Krag opfordrer til debat om, hvordan disse strukturere kan ændres. Astrid Krag skriver at staten ikke kan skabe det gode liv, men ved at tilføre psykiatrien ressourcer kan betingelserne bedres, og balancen mellem de somatiske og psykiatriske områder kan forbedres. Jeg er enig i, hvor problematikken ligger, og at det er et fælles anliggende, i forhold til afstigmatisering og strukturelle ændringer. Men hvor ligger det personlige ansvar for egen situation. Er det ikke igen staten, der tager ansvaret fra den psykisk syge ved at gøre som staten plejer: at stadig tilføre flere ressourcer til området uden at have visioner om, hvordan udviklingen kan vendes. Og er det fra de såkaldt ´raske´ at løsningerne skal komme, eller skulle man ikke i stedet også trække på de store ressourcer, der ligger blandt de mennesker, der behandles i psykiatrien. De ved, hvor det går galt, og hvad der har bragt dem i den situation.