I en landsby lidt uden for Ramallah, som ofte benævnes som Vestbreddens hovedstad, drager en flok lokale palæstinensere i følgeskab med nogle internationale hver fredag hen mod den såkaldte ”Apartheid Wall” for at markere deres utilfredshed med israelerne og deres besættelse af Vestbredden. Stedet, hvor demonstrationen foregår, er ikke tilfældigt. På dette sted er det lykkedes de lokale palæstinensere at få flyttet muren 300 meter tilbage. Men dette har ikke tilfredsstillet de lokale, som har fået noget af deres jord tilbage. Det faktum, at det faktisk lykkedes palæstinenserne at influere det israelske styre, har blot givet dem et nyt håb og mod på flere demonstrationer.
Der er fire forskellige parter, som hver fredag møder op på samme sted. Den første er naturligvis de aktivistiske palæstinensere, den anden er de internationale iagttagere og deltagere, den tredje er det israelske militær, som står talstærkt parat på den anden side af muren. Den fjerde part er en gruppe bosættere, som sidder på en bakketop og derfra har et glimrende udsyn over hele området. Alle disse parter har en vigtig rolle i hele scenariet, som udspiller sig uge efter uge. Uden bosætterne ville det ikke have været nødvendig at bygge muren. Uden de palæstinensiske aktivister ville demonstrationen slet ikke forekomme. Uden det israelske militær ville palæstinenserne ikke have nogen at markere sig overfor og kæmpe med, og uden de internationale ville verdenssamfundet ikke høre om disse demonstrationer.
