I disse dage er der heftig, men nødvendig, debat om Christine Antorinis "Ny Nordisk Skole" - projekt. Jeg var som så mange andre indledningsvis betaget af tanken om at diskutere skole og pædagogik med udgangspunkt i en særlig nordisk tradition efter mange års ørkenvandring i pisa-testens skygge. Jeg var dog forberedt på, at denne tilgang til pædagogikken nødvendigvis måtte medføre en diskussion om, hvad det nordiske mon var. Imidlertid var jeg ikke i tvivl om, at begreber som menneske, fællesskab, frihed, kultur, historie og ånd ville stå centralt i debatten. Stor var min overraskelse, da de første bulletiner i forbindelse med ”Ny Nordisk Skole” udkom, i hvilke man kunne forstå, at skolen skulle fokusere på metodiske overvejelser af hensyn til national konkurrenceevne (på trods af, at formandskabet for dialoggruppen til almen forvirring både siger det ene og det andet herom). Lige så stor var min undren, da jeg så, hvorledes manifest og dialoggruppe blev tilvejebragt med Dansk Industri og et specifikt segment af fagfolk som vægtige aktører. Endnu større var min overraskelse, da den sideløbende ændring af læreruddannelsen, der blev besluttet i 2012, entydigt pegede i retning af en anglo-amerikansk tradition, og et fokus på ”det, der virker”. Oven i hatten har det politiske klima omkring folkeskolen i øvrigt uantastet fortsat det Fogh`ske mantra om hurtiglæsende 3.klasseselever og effektiv undervisning. Herved opstod den totale forvirring. Hvad vil man egentlig? Hvad er det nye? Hvis der (som det også er blevet ytret) ingen sammenhæng er mellem ”Ny Nordisk Skole” og uddannelsespolitikken i øvrigt, hvad skal det så til for? Det vigtigste spørgsmål, hvis debatten på et tidspunkt skal blive substantiel, må dog være: Hvornår er noget ”nordisk”?

I det geografiske område, der udgør det, vi i dag kalder Norden, opstod de første antræk til en særegen kultur i forlængelse af folkevandringstiden. En forudsætning herfor var bl.a., at det romerske rige, og derefter det tysk-romerske rige, ikke ekspandere ind i det, der skulle blive til den nordiske kulturkreds. Herved opstod en særegen sproglig udvikling, samt en autonom organisation af samfundslivet. Sidstnævnte så man bl.a. i den samfundskonstituerende praksis med landsbyfællesskaber, og et fravær af stærke klientsystemer. Som i alle andre agrare samfund udvikles et overordnet magtsystem, der blev baseret på jordbesiddelse og våbenmagt.