Først en advarsel. Følgende kommer til at fylde mere end fire linier, så hvis du ikke orker at læse et længere indlæg, kan du passsende stoppe her.
Jeg er enebarn. Jeg kan godt huske, at jeg som barn somme tider reagede efter formlen "hvis han skal have sådan en, så skal jeg også" eller "hvis jeg ikke må, så skal han heller ikke have lov". Jeg har siden læst, at enebørn er særligt slemme i den retning, fordi de ikke er vant til at dele hjemmefra. Heldivis bliver vi enebørn ældre og opdager, at vores "medfødte" smålige, milimeterdemokratiske indstilling hverken er konstruktiv eller meningsfuld i samværet med andre mennesker. Man opdager lykkeligvis hen ad vejen, at ens egen glæde ikke opnås ved at få det samme som de andre - eller forhindre dem i at få noget, man ikke selv må få.
