I Danmark kunne man indtil 1959 blive idømt tvangsarbejde for såkaldt "løsgængeri", altså hvis man var hjemløs og ikke havde noget job. Man havde heller ingen stemmeret og man kunne faktisk blive administrativt frihedsberøvet i op til 3 uger.

I min by Hillerød, sad "lemmerne" og pillede værk i en gammel grisesti på det lokale forsorgshjem , som der var ét af i hvert amt. I kælderen var der flittigt benyttede fængselsceller og vagterne, som var kristne diakoner, var bevæbnet med knipler og håndjern, som også flittigt blev brugt. Spændetrøjen og fiksérbælter ligeså. Indtil 1959 skulle manden skrive under, hvis en kvinde ønskede abort. I øvrigt den eneste grund til, at jeg lever i dag. Indtil bistandslovens indførsel i 1973, som er den største reform i Danmarkshistorien siden reformationen, hvor alle fik ”borgerlige rettigheder" og ingen kunne spærres inde uden en dom, kunne alle åndsvage, sindssyge, hjemløse og andre der ikke passede ind, spærres inde uden dom, så længe det passede personalet. For mange var det hele livet. I praksis foregik det faktisk indtil 1981, hvor de sidste celler på Århus forsorgshjem blev lukket, til stor beklagelse for personalet. De ville jo gerne selv spæres inde, som de sagde. Børneværnet, som ofte bestod af fruerne til byernes spidser, kunne fjerne børn fra hjemmene og anbringe dem på børnehjem, som var præget af vold og mishandling på alle planer . Og ja, hvis man fik et barn, der var lidt ”skævt” i forhold til marhonimøblerne, kunne man såmænd også, efter aftale med huslægen, få det anbragt på åndsvageanstalter, hvor man levede i abebure eller på sindssygehospitaler til evigt henfald. Det var faktisk også muligt at få konen tvangsanbragt, når man kunne få huslægen til at stille en diagnose. Kære alle, der har glemt, eller aldrig blevet undervist i Danmarks socialpolitiske historie. Tænk jer om, når der skal hakkes nedad, for ingen ønsker sig vel ovenstående tilstande igen. Eller hvad?