0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Slavespørgsmålet

Læserbreve
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Brian Degn Mårtensson, forfatter, konsulent og foredragsholder:

Jeg valgte ikke selv at blive født. Ej heller at det skulle være i Danmark. Jeg tog ikke selv beslutningen om at blive døbt, og jeg har aldrig bedt om dansk statsborgerskab. Disse og andre ting er blevet mig påtvunget, og må betegnes som sociale kendsgerninger betinget af tid og rum. Således forvalter mine omgivelser en stor del af mine mulighedsbetingelser som individ, og jeg kan kun handle selvstændigt indenfor de rammer, der er mig givet. På samme måde bidrager jeg til forvaltningen af andre individers muligheder i denne verden, og må derfor både forholde mig kritisk til mine egne og andres muligheder for at handle og tænke selvstændigt.

Der er ingen grund til at klynke over disse sociale kendsgerningers naturlige begrænsning af individets frihed, for de kan alligevel ikke undgås. Mennesket fødes ind i en kontekst, og er i øvrigt slet ikke i stand til at klare sig selv fra fødselen. Omgivelserne er allerede givne, og opdragelse og tilpasning er nødvendig for fortsat eksistens. Årsagen til at forholdet alligevel er værd at tænke over, er, at det ikke er absolut. Tværtimod er det én stor gråzone. Så snart spædbarnet er undfanget, præger det nemlig også omgivelserne, idet de vordende forældres tanker og handlinger præges mærkbart allerede ved bevidstheden om den kommende familieforøgelse. Senere hen vil det lille barn mere aktivt påvirke verden via sine handlinger, selvom der måske i lang tid overvejende vil være tale om en social tilpasning til det eksisterende samfund. Vi lever altså i en paradoksal, evig relation mellem selvstændige handlinger og påtvungne kontekster. Paradokset består i, at ingen handling er fuldstændig selvstændig eller fuldstændig påtvunget. Begreberne, vi bruger herom, kan slet ikke rumme forholdet, idet vi fra naturens hånd hverken er egentligt frie eller ufrie. Vi vil eksempelvis aldrig meningsfuldt kunne påstå at en handling er et resultat af total frihed, idet de erfaringer eller kompetencer, vi anvender i handlingen altid i en eller anden grad vil bunde i en påtvunget indlæring. Ligeledes vil vi som reflekterende væsener aldrig kunne underlægges total tvang, idet vi teoretisk altid vil kunne vælge at modsætte os tvangen (selvom det måske så vil få alvorlige konsekvenser). I dette paradoksale forhold finder vi måske essensen i det at være et menneske.

I Danmark har vi valgt at organisere en stor del af den socialt påtvungne kontekst i en dialogbaseret struktur. Vi har oprettet folkevalgte forsamlinger, der på baggrund af politisk debat dikterer love og forordninger til regulering af samværet. Hovedtanken har gennemgående været at fremme det, vi anser for godt, og mindske uhensigtsmæssigheder. En af velfærdsamfundet første og fornemmeste opgaver var at udrydde sult og ekstrem fattigdom, dernæst at sikre gode boligforhold, uddannelse, sundhed og meget andet. Bemærkelsesværdigt for Danmark var det, at dette foregik i en relativ høj grad af enighed om de grundlæggende principper. I flere årtier har vi endda set både konservativt, socialdemokratisk og liberalt ledede regeringer loyalt forvalte denne samværsform. Vi har sideløbende udviklet en fælles fortælling om et trygt, frit, højtudviklet og gennemciviliseret samfund. Få vil og kan meningsfuldt påstå, at velfærdssamfundet ikke har bidraget til en høj grad af komfort for den enkelte borger. Imidlertid kan man meningsfuldt stille spørgsmålstegn ved graden af frihed, udvikling og civilisation.

De børn, der fødes i dag, må som alle børn siden menneskets opståen på kloden acceptere en række naturgivne begrænsninger i deres udfoldelsesmuligheder. De har en krop, nogle forældre, en familie og et samfund, de ikke selv har valgt. På denne front er der ikke meget nyt. Nutidens børn er også underlagt principiel tvang i deres iagttagelse af verden i form af basale begrænsninger i sproget, kulturen og vidensniveauet. Heri er der heller ikke meget nyt. Imidlertid ser vi nu en anden tvang, som vi ikke tidligere har haft før i samme form: Væksttvangen. Den er allestedsnærværende, total og nærmest upåvirkelig for det enkelte menneske. Derfor har den for det enkelte individ næsten samme styrke som de naturgivne begrænsninger, hvilket adskiller den fra andre menneskeskabte tvangsforanstaltninger.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter