"Man skal jo tilgive," var der én, der sagde til mig, da jeg endnu engang kastede mig ud i et skønt raseri over forskellige uretfærdigheder, der var overgået folk, jeg kendte. En anden supplerede med et: "Det er skam slet ikke sundt ..." Næh, blodtrykket steg unægtelig en hel del, men ih, hvor det rensede ud. Det var lige før, jeg formåede at låne nr. 1 med tilgivelses-tanken øre, men også kun lige før, for ærlig talt, hvis man skal forarges, bør det så være over forargelsen, og er den mekaniske tilgivelse, som vedkommende gik ind for ikke i virkeligheden dybt forargelig?
Det synes jeg, så jeg forarges stadig - og raser imod - den uretfærdighed, der rammer gode mennesker, der forsøger at klare sig igennem et system, der alt for ofte spænder ben for initiativ og gåpåmod. Her tænker jeg på folk som efterlønnere og lignende, der åbenbart holdes i stram snor af paragraffer, der burde hjælpe enhver, der stadig vil andet end at ligge på sofaen og kigge TV.
