Europa er krise – politisk såvel som økonomisk. Politikere og meningsdannere forsøger at finde vej ud af den, men løsningerne peger i vidt forskellige retninger. Man får den opfattelse, at der kun er 2 muligheder. Enten skal vi lægge EU og ideen om Europa i graven. Eller også skal vi sælge vores sidste rester af suverænitet og lade os binde fuldstændig sammen i en europæisk superstat med fælles finanslov, bankunion osv. Begge løsninger opfatter jeg som meget skadelige for kampen for forandring og en mere retfærdig verden. Den del af venstrefløjen, der tror på et europæisk projekt, men ikke kan identificere sig socialdemokraternes totale EU-begejstring mangler en samlet vision for, hvilken vej Europa skal gå. Jeg skal ikke påstå, at jeg har svaret. Men da jeg både er overbevist EU-tilhænger men samtidig imod en europæisk superstat, har den seneste tids debat om Europas fremtid været meget problematisk for mig. Derfor vil jeg her komme med mit bud på 5 principper, som jeg mener bør danne grundlag for fremtidens socialistiske europapolitik:

1. Nærhedsprincippet skal gælde. EU har i dag fået magt over en lang række områder, som ikke bør løses på overstatsligt niveau. Der er ingen rimelighed i, at EU skal blande sig i de enkelte landes interne forhold vedr. energi, transport og infrastruktur. Ligeledes bør den fælles landbrugspolitik også afskaffes, da den kun har ført til ophobning af en enorm asocial og uholdbar støtteordning for en sektor, der ikke kan holde sig selv i live. Endelig skal der gøres op med den økonomiske union. En hvis koordinering er naturligvis nødvendig i et område med et fælles marked. Men løsningen er ikke bankunioner og fælles finanspolitik. I stedet bør euroen opløses og den økonomiske union inddeles i mindre enheder bestående af lande, der har den samme arbejdsmarkeds- og velfærdsmodel.