Her i juletiden har jeg haft et billede i mit hovede der i den grad har plaget mig, det i en grad så jeg er blevet nødt til at skrive det ned, for at få det ud af mit system. Midt i billedet sidder en fedladen hvid mand, han har kort kedeligt brunt hår, og en fantasiløs kontoruniform, men kan se konen har valgt det lidt for spraglede slips til ham, det er jo jul, og det skal være festligt, slipset er for længst løsnet så man kan se den blege fede hals, ligesom at man kan ane at bukserne er knappet op.
Han har sat sig i en tung sofastol, på reolen bag ham hænger nogle medaljer, der vidner om en svunden tids storhed, på spisebordet står halvfulde tallerkner, hvor både and, flæsesteg, brune kartofler, rødkål, risalamande og brune kartofler vidner om det nyeligt overståede madorgie, hvor deltagerne måtte give op ca. halvvejs.
