Så sidder han der igen og kigger stift ned i bordpladen. Lad os kalde ham ”Max”. Max er ca. halvvejs igennem gymnasiet, men har i dag hverken sin bog, sin computer eller papir og kuglepen med. Jeg bliver nødt til at spørge ham: ”Jamen Max, hvad havde du TÆNKT dig at du skulle lave, mens du er her??”. Jeg får kun et skuldertræk til svar. Max er ikke alene. I de snart 7 år, jeg har undervist i det almene gymnasium bliver der flere og flere ”Max’er” (og Maxiner for den sags skyld), Forstået som elever, der yder en mere end almindelig modstand imod at deltage aktivt i det undervisningsfællesskab, som de 3 års arbejde mod den berømte hvide hue udgør. Og misforstå mig ikke – jeg ELSKER mit job! Og jeg er mere end almindeligt begejstret for det danske uddannelsessystem. Et system, der bevidst arbejder for at give alle sine medborgere lige muligheder for at uddanne sig uanset baggrund. Jeg ved det – for jeg er selv fra et såkaldt ”gymnasiefremmed” hjem, hvor jeg blev den første student og den første akademiker. Der er altså NOGET, der fungerer. Og den gave vil jeg gerne give videre til alle, der vil tage imod den. Så jeg har taget en af de længste uddannelser, vi har på hylden i dette land og suppleret den med to års pædagogikum (en skønsom blanding af læringsteori og praktisk undervisning med vejleder). Der er ingen grænser for, hvad jeg kan hive op af hatten, når jeg underviser. Vi læser højt, vi tegner, vi dramatiserer, vi laver mindmaps, vi tænkeskriver, vi quizzer og laver skattejagter, vi visualiserer og det er LIGE FØR at jeg kunne finde på at MIME de sværeste begreber, hvis det bibringer mine elever en større forståelse – hvis de kan LÆRE noget af det. Men Max gør mit arbejde besværligt. For det er fuldstændig ligegyldigt hvilke krumspring jeg gør mig, når han bare ikke gider lege med. Her er det vigtigt at indskyde at jeg ikke er blind for at nogle af vores teenagere tumler med store både psykiske og sociale problemer og der kan være alle mulige gode grunde til at tage ekstraordinære hensyn. Men det er ikke Max’s (og mit) problem. Han er flink og rar og ikke ubegavet – han HADER bare både bøger og undervisning. Det interesserer ham ikke. Det er kedeligt. Jamen, så burde han vel ikke gå i gymnasiet? (tænkte jeg første gang, jeg mødte en Max). Men jo, det gør han. For han ved ikke rigtig, hvad han ellers skal tage sig til. Og hvis vi evner at bane hans vej til huen med lodder og trisser, så får vi kontant afregning via det administrativt velfungerende taxametersystem, som belønner hvert gymnasium med en pose penge for hver student, vi udklækker. Så jeg burde jo være glad og taknemmelig for Max, som betaler en del af min løn. Men ærlig talt: jeg er altså mere taknemmelig for min fantastiske frisør, som kan udrette små mirakler med saks og toning. For de håndværkere, der fiksede mit nye badeværelse mens de talte på et fagsprog, der klart udrangerede mine kompetencer i oldgræsk. For den søde kassedame i Fakta, som altid smiler og hilser Hvis man IKKE synes fagene i gymnasiet er berigende. Hvis man synes det er frygteligt at åbne en bog eller at se på endnu en PowerPoint fuld af teorier om verden derude, så skulle man måske lave noget andet? Problemet er bare at Max udmærket ved at det ikke er lige så smart at sige at man sætter varer på hylder i Fakta eller er i lære som tømrer som at sige at man går i gymnasiet. Gymnasiet bliver udråbt som den sikre vej mod åbningen af alle muligheder. Med din hvide hue på hovedet ligger verden for dine fødder. Den drøm er vi selv med til at sælge, når vi stolt fremviser vores skole for kommende elever. I mine øjne står vi imidlertid over for en svær beslutning på gymnasiets vegne. Vil vi have ”alle” igennem – så gør vi gymnasiet til en fortsættelse af folkeskolen og sætter den faglige barre tilsvarende lavt, så Max også kan være med. Vil vi højne det faglige niveau og akademisere gymnasiet (som reformen i 2005 lagde op til), så må Max ud. For læring er en aktiv proces, som eleven selv må bidrage til. Den siver ikke på magisk og forunderlig vis ind i knolden på ham, når jeg svinger min tryllestav af kridt henover tavlen. Men ingen siger til Max at han bør finde på noget andet. For Max er penge i kassen. Mit forslag er at man finder en alternativ måde at fordele de økonomiske midler til gymnasierne på. Så kan Max og jeg komme videre med det, vi hver især ønsker at bruge vores tid på.