Alle taler om at den gamle økonomiske orden har set sit endeligt. Mit indtryk er at et rimeligt stort flertal har forstået at økonomien som den har været formidlet hidtil, ikke fører til en holdbar stabil udvikling til fælles gavn for alle. Men her hører enigheden så til gengæld op. Fra venstrefløjen vejres der morgenluft nu hvor også markedsøkonomi har slået fejl, og højre fløjen, med henvisning til den socialistiske bloks fald, holder fast i liberale og konservative ideer, og mener at fejlen er at vi ikke har fået tilstrækkelig store doser af den. Overordnet skulle man måske give slip på ideologierne, for at kigge på disse forskellige holdninger, uden at forfalde til at satse på en af kasserne. Fejlen ved kommunisme er først og fremmest troen på at kontrol er løsningen på alverdens problemer, og især troen på at alt kan styres præcis derhen og i det tempo, man ønsker. Liberalismen tror på autonomi, i den forstand at styring er overflødig, og overladt til sig selv, vil de forskellige kræfter balancere hinanden og skabe en harmoni der fører til fremgang. Der er ikke meget i den reelle udvikling gennem historien, der taler til fordel for nogen af siderne. Men det har sjældent stoppet idealister, at deres ideologi har slået fejl. Sproget indeholder så mange muligheder for begrebs sammensætninger, at man i det uendelige kan forsvare og forklare hvorfor tingene gik som de gjorde, og hvorfor det ville gå helt anderledes hvis bestemte ting blev rettet. Det efterlader de mange der ikke er bundet op i ideologier, med en frustrerende fornemmelse af, at det egentlig er ligegyldig hvad man vælger, for resultatet er det sammen.
MEN..virkeligheden finder sjælden harmoni i ekstremer, men derimod i balance. hele vores tilværelse, samfund som klima og natur, finder sin eksistens i en balance. Vores balance punkt er et temperatur interval, som repræsenterer et trade off mellem stilstand og hyperaktivitet. Hvis temperaturen falder for meget ved siden af de ca. -20 til + 30 grader vi lever under, vil processerne enten fryse fast eller løbe løbsk. På planeten Venus, hvor temperaturen ligger godt over de 400 grader, dannes ingen komplekse molekyler der kan bygge liv op, ligesom der heller ikke på Mars, med en gennemsnits temperatur på minus 63 grader, er mange muligheder for komplekse molekyler at udvikles. Venus repræsentere hyperaktiviteten og Mars stilstanden. Drager man en parallel til de politiske systemer, vil det topstyrede kommunistiske samfund, medføre store tunge strukturer, lange besværlige beslutningsveje, manglende kommunikation mellem top og bund, og en fuldstændig gennemslags kraft af fejl når de begås i toppen. Det fuldstændig liberale system vil omvendt sprede sig over alt for mange projekter, miste ressourcer på grund af manglende koordinering, og være ude af stand til at stoppe negative udviklinger, selv om det er tydeligt at de er destruktive. Så kunsten er at afbalancere systemerne, og gemt i denne kunst ligger evnen til at vurdere hvilke strukturer og systemer der skal være under kontrol, og hvilke der skal have frit spillerum. Denne kunst vanskeliggøres yderligere af at efterhånden som systemet ændrer sig, vil forskellige strukturer også kunne ændre sig i forhold til den optimale betingelse, således at systemer som kører liberalistisk ændres til at skulle under kontrol og omvendt.
