Debatten om de fattige studerende er et tilbagevendende fænomen, der især rasede for lidt over et år siden, da man så et eksempel her i Politiken på en studerende, der meget gerne ville have anerkendelse for hendes fattigdom. Nu begynder det så igen i takt med, at Regeringens reform af SU systemet rykker nærmere.
Jeg er ikke en fattig studerende. Jeg bor i en lejlighed i København til 2.300 kr. om måneden, altså samme pris som et kollegieværelse i 2400 Kbh. NV ville koste. Jeg læser normeret på første år af min naturvidenskabelige kandidat og har et fleksibelt studiejob ved fakultet hvor jeg i gennemsnit arbejder 15 timer om ugen og dermed rammer grænsen for, hvad man må tjene når man er på SU. Med et gennemsnitligt rådighedsbeløb på 7.000 kr om måneden når alt inklusiv mad er betalt, så har jeg det så godt som man kan have økonomisk, mens man er studerende. Jeg har dog ikke blot været heldig, jeg har taget initiativ på egen hånd og benyttet mig af de muligheder som SU-systemet giver.
