Jeg er medlem af Socialistisk Folkeparti, tilhørende de såkaldt unge SF'ere, dem som er i midt og slut tyverne. Jeg overvejer også at vende mit parti ryggen, men det er ikke af same årsager som Mattias Tesfaye, Kasper Søby Bjering og co. Min forklaring på eventuelt snarligt SF-exit findes i det politiske "Nok er nok-mantra!" For at sige tingene uden omsvøb, så er jeg godt og gennemgrundig møghamrende TRÆT af mit partis evindelige undskyldinger, trækken-i-land-presseudtalelser, "det var vidst en fejlcitering" osv osv. TRÆT af at se mit parti besidde politisk rygrad som en slatten regnorm!
Jeg sidder med en ubehagelig grim smag i munden efter at have stemt helhjertet på min nuværende Forkvinde, Annette Vilhelmsen. Kald mig naiv, godtroende, måske tenderende til "utopisk-tænkende", men jeg troede virkelig på hende, alle de ting, der blev sagt - især fra hendes egen mund under formandsvalget: "Udfordre regeringsgrundlaget", "en klar, og tydelig SF-profil" og "vi skal være SF-repræsentanter i regeringen - IKKE regeringens repræsentanter i SF." Jeg står tilbage med en sørgelig følelse af, at DU, kære formand har snydt på vægtskålen, at du lidt har snydt dig til magten! Måske nogle SF'ere mener jeg går langt over stregen med denne udtalelse, sådan må det så være. Jeg er bare ikke en af de Vilhelmsen-støttere, der ser gennem fingre og lukker øjnene for den triste kendsgerning, at INGEN KONKRET FORANDRING synes at være sket efter SF har fået ny kvinde i lederstolen. Ting tager tid, siges der. JA naturligvis, men kære venner, SÅ megen tid har vi heller ikke at rutte med. HVORFOR er det, at vi næsten aldrig ser vores formand gå i front for vort parti?
