I november 2012 var jeg på selvmordets rand. Så langt ud kom jeg som følge af, at have levet med depression i flere år. Nu er jeg indlagt på psykiatrisk afdeling, og jeg spørger mig selv: Hvorfor tog det så lang tid at bede om hjælp? Hvorfor fortalte jeg ikke nogen om hvordan jeg egentlig gik og havde det, før det næsten var for sent? Dette indlæg er en psykisk syg mands indspark til en debat om psykisk sygdom, og forhåbentlig en anledning til at diskutere stigmatisering og aftabuisering af psykisk sygdom i Danmark.
At tage hul på bylden Jeg har på det seneste gjort mig nogle tanker om psykiatrien i almindelighed, aftabuiseringen af psykisk sygdom i særdeleshed. Mere præcist ville det være at sige, at jeg er begyndt at stille mig selv følgende spørgsmål: Hvordan kan det være, at der, på trods af utallige kampagner, statslige som private, ikke er en mere åben debat om psykiatrien og psykiske lidelser, end tilfældet er? Hvordan kan det være, at utallige forsøg på aftabuisering synes at skulle sætte de helt store bevægelser i gang, men ender med at blive korte glimt af forsøg på oplysning? Jeg har, til stor irritation for mig selv, ikke noget svar. Men jeg ved, at jeg gerne vil give mit besyv med til at få sat skub i debatten om psykiske lidelser.
At tage springet
Den vigtigste årsag til at jeg vil tage denne debat op er, at jeg for øjeblikket selv er indlagt med en psykiatrisk diagnose. Svær depression, bliver den kaldt. En lidelse der har forårsaget, at jeg har været indlagt i det psykiatriske system siden udgangen af november 2012. Baggrunden for min indlæggelse var, at jeg en aften var ved at tage springet. Dette forstået så absolut negativt som det kan forstås: Jeg var slet og ret i færd med at hoppe ud fra min kærestes altan på tredje sal.
Hvis ikke min kæreste havde grebet fat i mig, havde mødet med asfalten umuliggjort min mulighed for nu at nedfælde disse tanker. Tanker om, hvad det dog er for en lidelse jeg render rundt med, og tanker om hvorfor jeg ikke i bedre tid fik gjort noget ved min situation. Tanker om hvordan i alverden jeg fik tabubelagt mit selv i en sådan grad, at jeg ikke kunne indrømme over for nogen, heller ikke mig selv, hvor skidt jeg egentlig går rundt og har det.
