Overmedicinering og bæltefikseringer er begge fænomener som på en ganske illustrativ måde udstiller psykiatriens afmagt. Psykiatrien kan ikke(og gør det heller ikke) bemægtige sig det faktum, at der er mennesker man ikke ved, hvad man skal stille op med udover opbevaring og indespærring.

Man hører jævnligt eksperter udtale sig på psykiatriens veje med henblik på at forsvare metoder og fremgangsmåder særligt i forbindelse med tragiske dødsfald i psykiatrien. Desuden hørte jeg en behandler fra psykiatrien udtale at vedkommende ikke vidste, hvad det ville sige at være i fx en psykose, men at vedkommende vidste, hvad der rent objektivt skete: Hjernen var ude af balance. Dette udstiller psykiatriens magt. Med andre ord kunne behandleren fra sit ”objektive” standpunkt ikke sætte sig ind i patientens sted, men vedkommende kunne godt give patienten et sprog, en diagnose, som indeholder en mere eller mindre opløftende fortælling om patientens situation. Dette kan, skal jeg hilse at sige, være en både skræmmende og befriende fortælling. Befriende, fordi jeg får en, dog ikke udtømmende, forklaring på noget irrationelt og at denne forklaring giver mig nogle rettigheder og ikke mindst sygdomsidentitet i en kaotisk tid. Skræmmende fordi diagnosen/fortællingen af en eller anden grund(måske er det stolthed?) skal holdes hemmeligt fra omverdenen. Diagnosen er tilsyneladende en fortælling om et massivt nederlag for såkaldte frigjorte mennesker. Problemet er, at psykiatrien ikke giver os et sprog for at komme ud af det syge igen og ind i det ”normale.” Man er syg indtil standarderne ikke længere opfyldes i værste fald skifter psykiatrien bare diagnose.