Hun snakker konstant. I hver eneste time jeg har med hende. Heldigvis har jeg hende kun tre timer om ugen. En time i kristendom. To timer i idræt. Forleden var de ude at løbe, fordi jeg satte dem til det. To omgange skulle de løbe. Knap tre kilometer. Hun dukkede op med sminken lagt perfekt, en undskyldning for et par løbesko, sin dametaske (?!) som hun nægtede at give slip på. Og hun løb, som hun skulle. I hvert fald de første par hundrede meter. Så drejede de om et hjørne. Der ville gå cirka to minutter før jeg kunne se dem igen. Efter fire minutter, vidste jeg, at de prøvede at snyde. Dummere er jeg heller ikke.
Så, i stedet for at blive ved målet og tage tid på løberne, beslutter jeg, at det var vigtigere, at de rent faktisk fik rørt sig. Så jeg løber efter dem. Kommer omkring hjørnet og der vader hun og hendes veninder. Jeg kommer op til dem, og siger, at de skal komme i gang. Og jeg får gang i dem. Vi løber næsten hundrede meter før jeg opdager, at hun har en smøg i den hånd, som ikke holder krampagtigt fast om dametasken. Hun ryger simpelthen. Midt i idrætstimen. Så snart hun kom ud af syne.
