Det er frustrerende, irriterende og en lille smule grænseoverskridende sådan at være udelukket fra sit arbejde, som jeg og mine kollegaer ellers føler os vældig dedikerede over for og engagerede i.

Jeg arbejder som uddannelsesvejleder, under arbejdsvilkår, som KL betegner som 'normaliserede', med en fast arbejdstid på 37 timer om ugen. Men da jeg er organiseret i Danmarks Lærerforening, er også jeg ramt af KL's lockout. Ligesom 2.500 øvrige medlemmer, der også har faste arbejdstider. De unge jeg specifikt vejleder er unge, der er ramt af det sociale miljø, de er rundet af; unge, der er i én eller anden form for misbrug, unge der er truet af kriminalitet eller er gået over 'the thin, red line' og er blevet kriminelle, unge der har mere end almindelig ondt i livet. Min andel i disse unges liv er at opsøge kontakt for at tilbyde uddannelsesvejledning, fastholde kontakten og perspektivet på uddannelse og at guide og vejlede dem ind i en realistisk uddannelsesplan. Et arbejde, som jeg finder både spændende og særdeles meningsfuldt. Det samme gør min arbejdsgiver KL tilsyneladende og min politiske arbejdsgiver regeringen, idet de jo har en målsætning om, at 95% af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Det har altid undret mig, at tallet ikke er 100%, for hvem er de 5% man mener ikke skal have en ungdomsuddannelse? Er det ikke en menneskeret i vores samfund at kunne uddanne sig, uanset hvem man er? Men 95% er dog langt bedre end de nu ca. 80%. Der er lavet mange sociologiske analyser på, hvorfor det stadigvæk er op ad bakke for en del unge at gennemføre en ungdomsuddannelse, men én faktor er man nogenlunde enig om, nemlig at der er en sammenhæng mellem de unges grundskoleerfaringer og evnen/lysten til at gennemføre en ungdomsuddannelse. Når en ung dropper ud af sin ungdomsuddannelse, og ikke kommer i gang med en anden, har der helt sikkert været knas i den allerede mens den unge gik i grundskolen. Omvendt forholder det sig også sådan, at hvis man har haft bare en nogenlunde god oplevelse af sin skolegang, ja så kommer man også videre. Min overbevisning er, at der er en direkte sammenhæng mellem følelsen af at have succes, at være god til noget og så modet til at uddanne sig. Hvis KL virkelig mener, at man kan fange den her skitserede gruppe af børn i folkeskolen ved at lave en anderledes arbejdstidsregulering af lærerne, så er man mere end naiv. Dette ansvar over for de socialt dårligst stillede børn i skolen sker kun ved at alliere sig med lærerne og sammen finde nye veje at kompensere for den sociale ulighed. Dette sker ikke gennem ydre styring af lærernes arbejdstid, men ved indholdsmæssigt at forpligte lærerne på opgaven ved at give lærerne et stort pædagogisk råderum og ved i højere grad at forvente, at lærerne på en helt anderledes måde samarbejder med andre faggrupper, der også er forpligtet på de socialt udsatte børn og unge. Skolen bør ikke være en øde ø, men et levende centrum for det enkelte barns alsidige udvikling. I stedet for at diskutere dette, skyder KL og regering med spredehagl og siger, at fordi nogle børn (ca. 20%) har problemer med at leve op til samfundets ønske om at uddanne sig, så skal hele skolen laves om og lærerne være mere fleksible og – underforstået – arbejde mere! For pokker da. Opgaven er defineret. Vi ved alle, hvad det handler om. Men KL og regeringen bruger retorik og virkemidler, der hører til i det forrige århundrede. Det var sådan man organiserede industriarbejderne ved samlebåndene i 1960'erne. Men børn er ikke dingenoter, der skal sælges på markedet til højst bydende. Børn er ikke kun komponenter i samfundets store maskinrum. Skolen skal opdrage børn og unge til et samfund, som ændrer sig hurtigere end man kan stave til Kommunernes Landsforening, så hvorfor tage sådanne uvirksomme og forstokkede midler i brug? Og så har jeg ikke engang berørt det demokratiske projekt, som skolen vel også gerne stadig skal være, eller? Altså, opdragelse til demokrati ved at være en demokratisk skole og ikke bare ved at lære om demokrati. Også set i det lys er en kastrering af lærernes professionalisme og pædagogiske råderum en katastrofe. Man kan med god grund frygte, at vi efter konflikten har reduceret lærerne til 'industriarbejdere', der underviser på 'pølsefabrikken' for på kortest mulige tid at kunne spytte nogle unge 'rullepølser' ud på samlebåndet, så erhvervslivet og SKAT kan komme og samle dem op og sørge for deres videre færd på denne jord. I et demokrati bør det være menneskene, der sammen finder ud af, hvordan de vil leve og efter hvilke værdier, og ikke et gennem-djøfiseret teknokrati, som det vi efterhånden har indrettet os med. Når jeg hører formanden for KL udtrykke, at de har villet have så mange faggrupper med i konflikten som overhovedet muligt med det formål at dræne DLFs strejkekasse, så er det rå kynisme og har intet at gøre med frie forhandlinger. Her har taktikken og strategien taget over og rykket sig væk fra indholdet; nemlig hvordan vi skaber en bedre skolegang for vores unger. Tilbage til udgangspunktet: Vi kan, og vi vil løse opgaven med at få de sidste unge med på uddannelsesvognen. Bare vi får lov. Men lige nu går vi alle - børn, unge og deres lærere og vejledere - herhjemme og triller tommelfingre, og lige præcis den gruppe elever, der har allermest behov for skolen og dens støtte(r), bliver hurtigt yderligere marginaliseret. Det er uanstændigt, kynisk, dumt og meget fortvivlende. Så se nu at få afblæst den lockout, KL! Kate Klokkerholm, lockoutet uddannelsesvejleder på Nørrebro i København.