Man hører lærerne prædike solidaritet, men de ser ikke selv længere end til deres egen næsetip. Jeg går i 3.g i gymnasiet og har oplevet flere af mine klassekammerater der har set sig nødsaget til at tage fri en dag eller to, fordi deres forældre simpelthen ikke har haft mulighed for at få passet deres mindre søskende. Efterlønnen er skåret, rigtig mange mennesker har fået deres dagpenge taget, og tendensen i hele landet er generelt at vi må skære ned og være bedre til at deles om det arbejde der er, så alle har mulighed for at tjene bare nogle penge. Man hører om 9. klassere der har så meget overskud at de holder en midlertidig daginstitution for børn, hvis forældre ikke kan få dem afsat, og det er svært ikke at blive lidt harm, når unge på 14-15 år kan og vil tage den form for ansvar for samfundet, når lærerne vælger bare at lade børnene i stikken fordi de ikke er 100 % tilfredse med deres arbejdsvilkår. Og hvem er egentlig det?
Som jeg ser konflikten lige nu, minder den lidt om når to forældre bliver skilt og ikke kan og vil enes. Hverken regeringen eller lærerne virker interesserede i at forhandle og dem det går ud over er i bund og grund børnene. Mange har også svært ved overhovedet at finde ud af hvad denne konflikt egentlig går ud på – ikke fordi de er dumme, men fordi det er frygtelig svært for alle dem i den private sektor at forstå, at lærernes problem ligger i at de ikke kan have at det er skolelederen der styrer deres arbejdstid, for sådan foregår det jo alle andre steder.
