I går var det den 1. maj. Arbejdernes internationale kampdag. En kampdag, der blev indført i 1889 i 100 året for den franske revolution. En smuk parallel, da revolutionens kampråb var: ”Frihed, lighed og broderskab!”. Som så ofte før, var jeg i Fælledparken den 1. maj i år. Som et politisk interesseret og politisk aktivt menneske, er denne dag ganske særlig for mig. Specielt i år. Lad mig starte med at understrege på det kraftigste, at jeg tager stærkt afstand fra de folk, der har truet medlemmer af Socialdemokratiet verbalt. Jeg tager afstand fra de, der har sprøjtet med vand på Helle Thorning, kastet en tomat efter hende og vist hende sin bare røv. Jeg tager afstand fra de, der kastede æg, røgbombe og øldåse efter Frank Jensen. Jeg skal gerne indrømme, at jeg spontant buh’ede da Frank Jensen tog talerstolen. En mand, der har mandat i KL og har stemt for den udemokratiske behandling lærerne har skullet stå model til. En ulige kamp, hvor arbejdstagerens rettigheder i den grad blev trådt under fode. Ligeledes kom jeg spontant til at buh’e, da Annette Vilhelmsen stod på talerstolen og proklamerede, at den danske model da lever i bedste velgående. Hvor AV måske har ret i en pragmatisk forstand, fordi der var ført en pseudoforhandling, var en konflikt og det endte med et regeringsindgreb helt efter den danske models bog, så glemmer AV at anerkende, at skønt den danske model lever i praksis, så er den i den grad død i sin ånd. På arbejdernes kampdag skal der reageres på sådanne udtalelser. Med min spontane buh’en, fik jeg efterfølgende en løftet pegefinger af Johanne Schmidt-Nielsen. Den lød som følger: ”Jeg forstår godt, at der er mange, der er utilfredse med regeringen. Men jeg synes ikke, det er fair og jeg synes ikke det er i orden at møde dem med buh-råb og fratage dem muligheden for at tale”. Her er det så, at jeg føler, at jeg må tage til genmæle. Lad mig slå én ting fast med det samme. 1. maj er IKKE ment som en dag for politikerne, hvor de bare skal på talerstolen og formidle deres idéer og tanker til folket. 1. maj er ikke bare et talerør for politikerne. Arbejdernes kampdag er arbejdernes. Hvis politikerne mener noget andet, så har de glemt deres historie. Som mangeårig 1. maj gænger i Fælledparken, synes jeg, der har været et skred i politikernes tilgang til kampdagen. Dagen og talerstolen er blevet en platform for politikernes selviscenesættende profilering frem for en dag, hvor de reelt er i dialog med vælgerne/arbejderne. Jeg husker for bare 15 år siden, at stå og tale i Fælledparken med politikerne efter deres taler. De var til rådighed for dialog. I dag har de skruet deres program så stramt sammen, at de tager fra det ene til det andet arrangement, bare for at formidle deres budskab og så i øvrigt ikke have tid til at lytte. Det synes jeg, er en kedelig anti-demokratisk glidebane. Der bliver talt for meget og lyttet for lidt. I disse år er vores demokrati under pres. Demokratiet er ved at udvikle sig til et teknokrati. Politikerne lytter mere til de få rådgivende embedsmænd, end til de mange vælgeres stemme. Jeg er helt med på, at politik i praksis er det muliges kunst. Jeg mener dog, at politikerne er forpligtet som repræsentant for deres bagland at søge, at få embedsværket til at finde frem til det samfund vælgerne ønsker. Det er ikke politikernes opgave at formidle til vælgerne, det samfund som embedsværket ønsker gennemført. Pragmatik er fint, men visioner driver os til at tænke i andre løsninger end den ene, der synes lige foran vores næse. Visionerne tilbage i politikken, tak! Når jeg som vælger og demokrat oplever, at embedsmænd og politikere søger at sløre de politiske processer, ved bevidst at omgås reglerne for agtindsigt, så rystes jeg i min demokratiske grundvold. Når jeg som vælger og demokrat oplever ministre stå på talerstolen i Folketinget og uden skam proklamere, at de da ikke vil svare på et konkret spørgsmål eller ministre, der i TV gentagende gange bevidst vælger at undgå at svare på et konkret spørgsmål, så animerer det mig i den grad til, at tage til genmæle i en eller anden forstand. Når jeg i radio- og TV-programmer skal høre politikerne ytre sig og leve med, at de igen får taletid uden, at de selv behøver at lytte, så undres jeg over, hvor demokratiet styrkes i politikernes monologer. Når jeg ser politikere skrive kronikker, blogs og debatindlæg i diverse aviser m.m., hvor de atter får en platform til at formidle deres budskaber, men at de samme politikere stort set ALDRIG besvarer ellers sobre og intelligent spørgsmål i debatten, så undres jeg over, hvor dialogen bliver af? Johanne, der er blevet talt længe til vælgerne og vi har ikke selv haft mulighed for at tale og blive hørt. Det er altså ikke nok, at vi kun kan ”tale” til politikerne hvert fjerde år ved folkeafstemning. Når vælgerne ikke bliver hørt af politikerne mellem valgene, så efterlader det os desværre kun med en sanktionsmulighed. Vi kan desværre ikke tvinge politikerne til at indgå i reel dialog med os. Vi kan desværre ikke tvinge politikerne til at høre, hvad vi har at sige. Vi kunne dog i går vise politikerne, at vi ikke er enige i det de siger. Den mulighed benyttede jeg mig af. Det blev mit genmæle. 1. maj i Fælledparken var min chance for at få et budskab igennem til regeringen. I Fælledparken lød folkets stemme. Budskabet var: ”I har mistet troværdighed. I er ude af trit med Jeres bagland. Jeg lytter ikke, før I giver Jer tid til at lytte til os.” Jeg håber så sandelig at budskabet gik igennem og at det gav dem stof til eftertanke. Jeg håber, at de nu erkender, at demokratiet i sin ånd må tilbage i Danmark. At det nu er slut med monologer, diktater og politisk selviscenesættelse. At politikerne er klar til dialog med de vælgere, de rent faktisk sidder og repræsenterer. Politikerne skal nu være mere øre end mund. Jeg håber, at de hører deres baglands kampråb i gaderne: ”Frihed, lighed og social ansvarlighed for vores næste!”