Nu står den store debat omkring arbejdsforsikrede og deres fortsatte mulighed for at opretholde en privat økonomi der sikrer en uændret livsstil. Men problemet stikker meget dybere end det. Det kan selvfølgelig være overskuelig for alle parter i denne debat at afgrænse den til en forholdsvis begrænset gruppe. Det muliggør i hvert fald at man kan finde en løsning der tilfredsstiller såvel de involverede parter, som det publikum der interesseret følger med i begivenhedernes udvikling. Men på længere sigt fortsætter den proces der primært er skyld i at job forsvinder, og som ikke skyldes finanskrisen, med mindre man vil påstå at der har været en kontinuerlig finanskrise stort set siden 2. verdens krig. Den vestlige industrielle verden har stort set uafbrudt de sidste 60 år set en stigning i antallet af mennesker der på den ene eller den anden måde får penge af samfundet, uden at yde en arbejdsindsats til gengæld. Hvor antallet for 60 år siden var under 100.000 er det i dag over 2 millioner.
Hvis man er en lille smule opmærksom på udviklingen, så har man nok bemærket at posthusene forsvinder, og højst sandsynlig er helt væk indenfor de næste 10 år, bankerne går samme vej, ved at flere og flere bankforretninger kan klares over internettet, internet handel reducerer uafbrudt antallet af fysiske butikker, og de butikker der bliver tilbage bliver mere og mere automatiserede. På fabrikker er produktionen ved at skifte til automatiserede systemer, som bygger på robot teknologi og kunstig intelligens. En ting der er fælles for alle disse udviklinger er at produktionen øges, samtidig med at antallet af ansatte reduceres. Det har i det hele taget været kendetegnende for udviklingen, at antallet af ansatte reduceres mens produktionen øges. I begyndelsen af perioden var rigitig mange kvinder hjemmegående, og deres entre på arbejdsmarkedet har virket som en modvægt mod forøgelsen af af borgere på "arbejdsfri" indkomst. Man bør jo nok adressere dette meget større problem, og arbejde på kreative løsninger der indpasser fordelingspolitikken og indtjenings kilderne så de passer ind i et moderne samfund, hvor kunstig intelligens og automatisering vil blive ved med at skabe arbejdsløse. I Scientific American, maj 2013, giver man i en artikkel om robotter, et eksempel på hvordan en ny robot type som kan arbejde side om side med et menneske, kan producere en svejse serie på 10 timer, til en pris af 1150 dollars, hvor et hold af 2 svejse eksperter med lang erfaring i svejse teknik, brugte 89 timer om samme opgave, til en pris af 7075 dollars. Eksemplet er meget illustrativ, og underbygger den proces der er i gang på alle niveauer i samfundet. Men det store spørgsmål er hvordan håndterer man denne udvikling så den bliver til glæde og gavn for alle, uanset hvor i samfundet man befinder sig??? Dagens debat om forkortelse af den tid man skal bruge for at blive berettiget til understøttelse, er kun en meget lille del af den meget større debat, som man også bliver nødt til at tage stilling til, og hvis løsning stiller langt større krav nytænkning og grundlæggende reformer!
