Min generation er den mest uddannede i danmarkshistorien. Alligevel er vi ikke kloge nok til at træffe de rigtige valg i vores liv. Staten derimod er alvidende, nærmest guddommelig, og er sat i verden for at hjælpe mig og min generation til at forstå, hvad der er rigtigt og forkert, sundt og usundt, farligt og ufarligt. Uden staten ville min generation ligge og dø på gaden, for på trods af vores høje uddannelsesniveau, evner vi ikke at leve rigtigt. I hvert fald ikke hvis du spørger politikerne.
Politikerne mangler tiltro til min generation. Politikernes iver efter at detailstyre og kontrollere alt, hvad vi foretager os har resulteret i mere lovgivning. Mere lovgivning er sådan man bedst kan holde samfundets borgere i kort snor, og sørge for at intet aldrig kan gå helt galt i et samfund (medmindre selve lovgivningen i sig selv er det reelle problem). Hvert år produceres der nye regler, cirkulærer, love og bekendtgørelser svarende til fire kilometers tekst, hvis man lægger alle siderne i forlængelse af hinanden. De ting, der ikke forbydes, bliver i ofte pålagt en form for adfærdsregulerende afgift, for selvom noget ikke er forbudt, er det stadig staten, eller Big Mother om man vil, der skal sikre sig, at min generation og andre, har den rette adfærd. Eksempelvis går det jo ikke, at jeg helt ustyrligt fylder indkøbskurven med slik og søde sager, når jeg handler ind i supermarkedet. Ligeledes skal jeg have et begrænset alkoholforbrug, jeg skal helst ikke ryge, og jeg skal begrænse mit indkøb af træpiller til mine forældres nye brændeovn. Derfor er der efterhånden afgifter på det hele.
