Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Læserbreve
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg er fucking glad for mine forældres generation

Jeg sympatiserer af hele mit hjerte med Yahya, men der findes også en anden side af den nydanske underklasse..

Læserbreve
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg ved ikke, hvem der har ret, eller om nogen nødvendigvis skal have ret. Jeg er ikke sikker på at Yahya har ret, men jeg forstår forklaringen om den nydanske underklasse fra hans side.

inden hele Danmark begynder at sige 'nydanskerne nasser på kassen, de er nogle svin med deres religion, det er jo det vi altid har sagt og nu siger en perker det selv'’, så vil jeg beskrive den anden side af den nydanske underklasse.

Yahya Hassan skrev om sine forældre følgende til politiken.dk:

»Jeg er fucking vred på mine forældres generation, der kom til Danmark i slutningen af 1980’erne. Den der kæmpe gruppe af flygtninge, der skulle forestille at være forældre, har totalt svigtet deres børn.«.

Mine forældre flygtede i 1986 fra Iran til Danmark. Min far havde ingen uddannelse i Iran. Han var blevet smidt ud af samtlige skoler. Hvis han opførte sig ordentligt, blev han i stedet smidt ud for at have en slange med i skole.

En slange, som han havde fanget på vej til skole, og som han efter skole skulle ned på apoteket med, så han kunne få lidt lommepenge for slangens modgift. Min mor havde, hvad der svarede til 9. klasse og var interesseret i sprog. I Iran var min far, på trods af manglende uddannelse, ansat som arkitekt hos et arkitektkontor i Teheran, fordi han kunne tegne. Han kunne virkelig tegne.

Men tingene spidsede til i Iran i 70'erne og 80'erne, da Irak-Iran krigen også udbrød. Herudover indtrådte præstestyret som følge af revolutionen, hvor Shahen endte med at få eksil i USA. En ung og revolutionær befolkning stod pludselig med lort til halsen.

De havde kæmpet og ofret alt for at vælte kongen. Da det endelig lykkedes, var erstatningen kolera. Det var således tid til at flygte. Det var en stor opgave og mundfuld for mine forældre. Min mor var kun 21 og min far 27. Nu skulle de pludselig forlade det hele efter flere års kamp med et kæmpe politisk antiklimaks til sidst.

De mødte hinanden, fordi min far var politisk aktiv og min mor også ønskede at være det. De ville revolutionere sammen. De begyndte at samarbejde mod regeringen og dette resulterede blandt andet i fængselsophold. Ophold, hvor min mor sad i flere dage med bind for øjnene og kunne høre sine venner og fæller blive tortureret.

Min far var selv en af dem, der fik piskeslag under disse ophold. Inden han flygtede fra militæret og militærpligten, hvorefter mine forældre kunne flygte videre til Danmark, oplevede de barbariske, bestialske og djævelske ting i deres konfrontation med myndighederne.

Med vestlige og civiliserede briller på, er det noget jeg slet ikke kan begribe eller sætte mig ind i. Derfor havde mine forældre også alle mulige grunde til at gå ned med eksempelvis PTSD.

I en sådan situation føler jeg ikke, at jeg ville kunne bebrejde dem noget. De VAR jo traumatiserede. De kunne, og jeg er tilbøjelig til at sige næsten med rette, have sat sig i sofaen og ligeså langsomt rådne op, de kunne have snydt staten for penge, og de kunne bare give enhver, der havde en indsigelse, fingeren. Hvilke personer i verden, som aldrig har været udsat for det samme, skulle nogensinde pege fingre af dem og beordre dem til ikke bare at dø på sofaen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg sympatiserer af hele mit hjerte med Yahya, men jeg sympatiserer også med hans forældre. De har været udsat for traumatiske oplevelser, men er flygtet af en grund. De har villet give dem selv, og sikkert også deres børn, et bedre liv og sikkerhed. Det har hvert fald været intentionen og motivationen fra start, ligesom det er hos de fleste, der flygter. At de - som så mange andre - har fejlet og opgivet ved ankomsten til terminalen, er desværre noget man ofte ser, og jeg betvivler det ikke.

Men jeg betvivler heller ikke det faktum, at der sker store grupperinger. Gruppen af dem, der bliver i ghettoen og rådner, og her kommer den anden side: gruppen af dem, der forlader ghettoen og fordeler sig. I medieverdenen kan man vel sagtens påstå, at de, der forlader ghettoen, ryger uden for radaren, og omtalen forbliver på dem der er samlet overskueligt i et ghettoområde.

Mine forældre forlod ghettoen. De havde det af helvedes til, og de var traumatiseret. Min mor tog både savn og traumer med sig i skole og sad gravid med mig i en klasse bestående af en masse 16-17-årige danske HHX-studerende. Hun fik en uddannelse på normeret tid og har i dag en karriere inden for konsulentbranchen. Min far, som var arkitekt, begyndte at arbejde på en fabrik, hvor de producerede kæmpeovne.

Han tog det job, han nu kunne anskaffe sig uden uddannelsespapir - uanset om det var fysisk udmattende, lavt lønnet eller forgiftede hans lunger. Der skulle tjenes penge, så vi kunne få et hus uden for ghettoen, hvor min bror og jeg kunne vokse op stille og roligt uden påvirkning fra alle de traumer, som florerede i ghettoen og egentlig bare var fløjet fra mellemøsten til norden.

Da jeg sad i nat og streamede deadline, hvor Yahya var på besøg, begyndte jeg at få gåsehud.

Jeg blev harm og rørt. Han fortalte Krasnik om alle de muligheder hans forældre havde, og hvordan de spildte dem alle. Alle de muligheder greb mine forældre. Jeg forsøger ikke at hylde min familie, men at give Yahya ret i hans opfattelse af generationen og samtidig fremhæve den anden.

Yahya har ret i at det er mentaliteten og viljen, der afgør, hvordan det skal være at flygte fra Sahara til Lalandia. Jeg har set hvordan forældre, som Yahya beskriver dem, er kommet til mig i Gellerupparken, hvor jeg har arbejdet som sagsbehandler. De er kommet med sager, hvor flere grene af familien er viklet ind i det samme juridiske problem, fordi de skal betale sociale ydelser tilbage.

Min mor og far besluttede at flygte for enhver pris for at få et bedre liv og give min bror og jeg det samme. De holdt ord og de spildte ikke årene på sofaen. Min far arbejde sig op og tog arkitekturen i egen hånd og freelancede inden for husbyggeri. Min mor blev veluddannet. Næsten hele min ungdom boede jeg i Balle i Silkeborg, i et villakvarter blandt danskere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mere dansk kunne det ikke blive, og mere integreret kan jeg vel næsten heller ikke blive. Alligevel får ghettoen al opmærksomheden, og med Yahyas grusomme erfaringer er det også berettiget. Jeg deler blot mine erfaringer og fortæller om den anden side.

Måske er mine forældre og mange af deres venner undtagelsen, hvor Yahyas er hovedreglen, men her er der hvert fald en person, undertegnede, som er fucking glad for min forældres generation fra 80’erne.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden