Alle mennesker har på et tidspunkt i tilværelsen, stillet sig selv spørgsmålene: Hvad laver vi her? Findes der en mening/en gud? Nogle vælger, at søge svaret i religion, andre i videnskaben. Hvorfor stiller vi så disse spørgsmål? Hvorfor kan vi ikke blot være tilfredse med tingene som de er?
Det er netop problemstillinger som dette, der adskiller os mennesker markant fra dyrene. Vi er, efter min overbevisning. evolutionens, indtil videre, mest prægtige eksemplar. Vi har en forstand og formår, at forholde os kritisk og filosoferende over livet og selve tilværelsen. For os er det ikke nok blot, at æde og have sex. Vi er udviklet på et sådant plan til, at vi ikke kan undgå, at søge "svaret". Et svar der måske ikke findes. I så fald vil selve spørgsmålene være meningsløse. Hvilket vil resultere i en radikal indgriben, i selve menneskets forståelse af sig selv og alt omkring sig. Menneskets formål med livet kan i princippet være døden, altså ingen dybere mening i vores tilværelse. Men kan vi leve vores liv, på denne sætning? Måske ikke. Og dette er én af to grunde til, ideen om gud opstod. Det skal give mening, at vi er her.
