Lad det være sagt straks: jeg har absolut ikke den ringeste sympati for Nordkorea, dette paranoide, bestialske, korrupte osv.osv. land. Når det er sagt, kan man så passende benytte lejligheden til at betragte Danmark lidt udefra (ikke med Nordkoreanske briller, förstås). Og hvad skuer ens øje så? Den stærkt udhulede lov om offentlighed i forvaltningen taler for sig selv. Reaktionære kræfter i Danmark vil redde sig op over spærregrænsen politisk ved at plædere for øget historieundervisning (=nationalisme), herunder at vi skal kunne vækkes om natten og aflire kongerækken. Undervisningsministeren vil tilbage til de gode gamle dage, hvor der var færre undervisningsmæssige udbud. Manden, der var 9 år om at hutle sig gennem et universitetsstudium, vender så frygteligt tilbage som den store Bastian, der dypper de formastelige (uden politiske ambitioner) i blækhuset. Tilsyneladende kan hverken Østergaard eller det sakrosante erhvervsliv "forstå" de herlige og fleksible danske uddannelser. Visse kommuner fører sig frem med rigoristiske og dybt latterlige "rygepolitikker". Man må ikke ryge i arbejdstiden, basta! En gartner må ikke ryge, mens han graver uden en levende sjæl i nærheden. En hjemmehjælper må ikke tage sig ½ smøg midt i bilosen, inden hun begiver sig videre til den næste nødlidende borger. Nu hører jeg så på morgenkvisten et nyt sexy udtryk i min øresnegl: "langtidsfattig" (sic!). Det forlyder nemlig, at antallet af langtidsfattige BØRN er steget dramatisk over ret kort tid. Ikke at ungerne dør af sult, næh nej, de har såmænd "bare" levet i mere end 5 år under vilkår, hvor den årlige husstandsindkomst befinder sig under 100.000. For en ordens skyld gentager jeg lige min afsky for Nordkorea. Omvendt mener jeg, at hr Lidegaard burde have flettet bare en enkelt bemærkning ind om, at vi i smørhullet Danmark dagligt lever med, at vi nok er blandt top 5, når talen falder på gennemregulerede samfund. Vi overvåger og overvåges. Dem vi overvåger allermest er samfundets dårligst stillede, så big mother kan straffe de formastelige, der har et sporadisk sexliv eller lever sammen med en kontanthjælpsmodtager. Nordkorea har deres Kim-dynasti. Vi har kongehuset, som udover deres rigelige apanager, rager til sig med næb og kløer og deler ordner ud til deres sponsorer med løst håndled. Vi er ikke så langt fra Nordkoreanske tilstande, som hr Lidegaard lader til at mene.