Så er undervisningsministeriet igen kommet med nye forslag til reformering af uddannelsessystemet. De over 1500 udannelsesretninger skal reduceres. Der er ikke bare for mange, men arbejdsmarkedet kan ikke oveskue det store antal uddannelser og slet ikke vurdere om de er relevante. Det kan ikke undre at det forholder sig sådan. De der udtaler sig er repræsentanter for industrirådet og arbejdsgiverne. Men hvornår var det lige repræsentanterne for arbejdsmarkedet der forudså hvilke behov samfundet ville have i en bare nogenlunde nær fremtid. Min klare fornemmelse er at både uddannelses institutionerne og industrien er lidt på herrens mark når der skal gættes på i hvilken retning forandringer finder sted fremover. Ingen tvivl om at den private industri og dennes forsknings apparat bidrager væsentlig til de mange afgørende nyskabelser i avancerede produkter. Men at påstå at disse skabes på bagrund af planlægning og forudseenhed vil være at sigte langt højere end man kan skyde. Det der driver den teknologiske forandring af samfundet, er i meget høj grad en vekselvirkning mellem de teknologier og den viden som er er skabt, mod den der ikke eksiterer endnu. Tag for eksempel internettet, som ingen gav nogen særlig høj prioritet da det var i sin spæde begyndelse. Faktisk var der ingen overhovedet der bare tilnærmelsesvis så potentialet i denne teknologi, men da den først tog fart, skabte den grundlag for en lang række af nye teknologier og forretningsområder, som ingen ville have haft chancen for at forudsige, hvis ikke man var i stand til at forudsige internettet i sig selv. Det samme gælder for mange andre teknologier, som har afledt helt nye veje og muligheder som ikke kunne forudsiges på det tidspunkt hvor grundlaget for teknologien ikke eksisterede. Fremtiden byder på næsten uendelig mange udviklingsmuligheder, og hvilke vi vælger afhænger i meget høj grad af hvilket beslutnings grundlag vi har at vælge på, hvilket igen afhænger af hvor udbredt forskellige teknoloigier der influerer os er. Det er derfor helt umuligt at sige hvad industrien for brug for i fremtiden, og ligeledes hvilke uddannelser der vil tilgodese disse industrielle muligheder. Men på samme måde som industrien ofte drager nytte af at forsøge sig med veje ingen have gættet på eller forudset, bør uddannelses institutionerne også satse på radikalt anderledes sammensætninger for at udforske helt nye muligheder som ikke har været forsøgt før. Forandring i industrien bør afspejles af forandring i uddannelses systemet, og her bør man både bevare det sikre og stabile , og risikere det nye og uprøvede på en og samme tid. Problemet i dag er ikke at industrien og det offentlig eftersprøger udannelser som ikke findes eller uddannelser hvor der ikke findes færdig uddannede nok, men derimod at det offentlige og industien ikke eftersprørger tilstrækelig mange i det hele taget. Allerede som det er i dag, arbejder rigtig mange i job som ikke var præcis hvad de drømte om eller uddannede sig til. Men mange ved med sig selv at de ud over at have erhvervet sig brugbsar viden, og har bevidst at de er i sand til at fokusere på et længerre forløb, og vedbliver at holde retningen til målet er nået, egenskaber som begge er meget brugbare når man skal have succes i det offentlig eller på det private arbejdsmarket.