Det har altid undret mig, at erhvervsuddannelserne ikke befinder sig indenfor det samme ministerium som akademiske uddannelser. Uddannelse er vel uddannelse, efter endt folkeskole/gymnasietid. Dernæst har det undret mig, at hverken den tidligere eller den nuværende regering har evnet af stille krav til det erhvervsliv, som er blevet begavet med pakke efter pakke. Resultatet er, at vi mangler 10.000 praktikpladser, samtidig med at erhvervslivet er ude med basunerne, for DE kommer nok indenfor føje år til at mangle faglærte. Der gås virkelig til stålet, når det drejer sig om at lokke/tvinge unge i uddannelse. Det forekommer mig i nogen grad forståeligt, hvis motivationen for visse unge mangler. De boligt mindre stærke er blevet ringeagtet og overset i årevis. Mantraet har været de VIDEREgående uddannelser, jo flere jo bedre, uanset om evnerne rækker. Kravene til studenter er blevet reduceret, så flest muligt kan sætte huen på. Regeringen lægger maksimalt pres på unge under 30. Den har også udstedt en uddannelsesGARANTI. Den håndterer Antorini så ved at foreslå nødstedte unge i skolepraktik at rejse til Tyskland. Der er der nemlig plads for alle, der vil. Hvad tænker konen da på? Skal en 17-18 årig (tysk er ikke ligefrem verdenssproget i Danmark) fungere som billig arbejdskraft down there med at hakke tomater eller vaske hår? Skal en ung i tyverne, som måske kan klare sig på tysk, forlade evt. kone/barn for at klare sig for 1/3 af den løn, man udbetaler lærlinge i Danmark? Ingen af delene lader sig bare sådan gøre. Dermed være ikke sagt, at der ikke findes unge, der kan overskue at uddanne sig i udlandet. De findes vel. Men den grundlæggende tankegang er absurd og bunder måske i, at regeringen er så dføfficeret, at den ikke magter at løse det problem, som der tales meget om i primetime men som i praksis ligger brak. Regeringen burde indkalde til 3-parts forhandlinger (selvom fagbevægelsen nærmest er tabt på gulvet) og målrette den næste pakke til at booste et "vækstmiljø" indenfor faglige uddannelser, - herunder at dreje armen om på dele af det erhvervsliv, der gerne vil nyde men ikke yde.
Der er ikke stemmer i at rose offentlige ansatte i en nytårstale, som er glemt dagen efter.
