Den seneste måneds overskrifter som ”Palæstinensere: Sharon var en forbryder”, Information: ”Sharon kunne have skabt fred”, Jyllands-Posten: ”Bulldozeren, der vendte på en tallerken” eller Per Stig Møllers beskrivelse som ”fredens mand” og Politikens Anders Jerichow: ”Tør Netanyahu følge Sharon?” vidner om en historisk bevidsthed underlagt politisk censur eller mangel på faglig journalistisk stolthed (med få undtagelser naturligvis).
Hugo Chávez – en anden afdød præsident med militær baggrund – var kontroversiel og polariserende ifm. sin tyrankurs mod politisk modstand, sin nationalisering og planøkonomi. Ariel Sharon er kun kontroversiel i øjnene på dem, der betragter massemord på civilbefolkninger som legitime mål og et nødvendigt onde, og derved kan legitimere det uafrystelige fra den kollektive samvittighed.
