Jeg har i de seneste måneder fulgt den intense debat om vores velfærdssamfund, og er som så mange andre borgere i dette land blevet forundret over regeringens markante iver efter reformer. Det startede med at man arvede - og godkendte - VK-regeringens dagpengereform, og er sidenhen blevet fulgt op af reformer på de øvrige velfærdsområder. Tilbage står vælgerne som måbende statister og tænker: hvad skete der lige her? Virkeligheden er tilsyneladende den, at der er færre penge til at finansiere fremtidens velfærd, hvilket derfor indebærer en indskrænkning af borgernes rettigheder. For at få virksomhederne til at blive i Danmark vil regeringen satse på borgerlig politik og forbedre rammevilkårerne for virksomhedsførelse i landet. Dansk Industri og DA har rost den "røde" regering for initiativet, som modig og fremsynet. I mine øjne mangler der noget!

Jeg er enig i, at det er vigtigt at skabe private arbejdspladser i Danmark, og at en vækst i den private sektor skal bidrage til skabelsen af et opsving, men jeg savner en tydelig sammenhæng imellem skattelettelser til virksomhedsejere og det øvrige reformprogram, som regeringen har fremlagt. Det er muligt at sammenhængen eksisterer - i så fald har jeg ikke fulgt godt nok med. For eksempel: kunne man tænke sig, at der blev indført en form ordning, hvor virksomhederne (store og mellemstore) forpligtiger sig på at hjælpe de udfaldstruede dagpengemodtagere samt kontanthjælpsmodtagere? Virksomhederne bliver jo af regeringen belønnet for at blive, så er det vel heller ikke helt urimeligt at forlange noget til gengæld? Nuvel, virksomhederne er optaget af få de bedst kvalificerede medarbejdere, men der er en stor gevinst i at hjælpe en befolkningsgruppe der ikke føler deres gode evner værdsat. Virksomhederne vil få nogle enormt loyale medarbejdere ud af det, og min påstand er, at man på sigt vil få en gruppe medborgere der er mindst ligeså kompetente og flittige som virksomhedernes øvrige medarbejdere.