At sige, at de seneste år har været udfordrende for de radikale, er en underdrivelse. Partiet er på sin tredje leder på under fem år, Lars Løkke Rasmussen og hans moderate klovnebus har besat matriklen på midten af dansk politik, og partiet har ikke været i regering i et lille årti. For at toppe det hele kunne partiet op til årsmødet i Nyborg i weekenden læse her i avisen, at Mikkel Sarbo – partiets formand frem til januar – tvivlede på, om partiet overhovedet har en rolle i dansk politik mere.
Men det er for tidligt at afskrive det gamle husmandsparti. Ganske vist er meningsmålingerne stadig ikke prangende, men med kampen for ungdommen, som partiformand Martin Lidegaard kaldte det i sin tale til årsmødet, har partiet langt om længe fundet en god sag. Det er virkelig påfaldende og kortsigtet, at Socialdemokratiet har brugt så meget mere energi og penge på at hjælpe de ældre og haft så lidt fokus på støtte de unge. Mette Frederiksens berømte ord om at ville være børnenes statsminister klinger mere og mere hult, i takt med at regeringen presser flere og flere besparelser ned over de unge. Slut med det sjette SU-år, slut måske med oldgræsk og latin på gymnasierne og nu kortere uddannelser på universiteterne.
Imens buldrer mistrivslen blandt en stor gruppe unge derudad, og i løbet af efteråret forventes regeringen at stramme grebet om de unge yderligere. Der kommer den længe ventede uddannelsesreform, hvor det rygtes, at regeringen vil droppe 10. klasse og stramme adgangskravene til gymnasierne.
Baggrunden for reformen er fornuftig nok; det faglige niveau i gymnasierne er faldet, og der er hårdt brug for, at flere unge tager en erhvervsuddannelse. Men at begrænse adgangen til længerevarende uddannelser fra grundskolen er en dårlig vej at gå. Som tre topforskere forleden skrev i Politiken, ville det have udelukket dem, og som Lidegaard påpegede i Nyborg, vil en sådan reform især ramme børn fra de dårligst uddannede hjem. At Socialdemokratiet er bannerfører for det, er forunderligt, men de radikales held. Både for deres egen og de unges skyld må man håbe, at deres kamp bliver en succes.
mr
fortsæt med at læse
De var engang så tæt, nu taler de hvert sit sprog. Når den ene siger A, siger og mener den anden B
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
