Terrorangrebet 7. oktober 2023 var en ubegribelig tragedie for Israel. Hamas og andre militante palæstinensiske grupper fra Gaza dræbte over 1.100 israelere, herunder omkring 700 civile, hvoraf over 30 var børn. Flere end 240 israelere blev taget som gidsler, og omkring 100 af dem er stadig i fangenskab. Angrebet var det blodigste i Israels historie og den største massakre på jøder noget sted i verden siden holocaust.
Terrorangrebet var ikke kun en tragedie for Israel. Det var også en efterretningsmæssig katastrofe og et nederlag for hele den israelske sikkerhedsstrategi.
For at forstå nederlagets omfang er et godt sted at starte den tale, som Israels premierminister Benjamin Netanyahu holdt 18. juli sidste år. Talen var i anledning af 100-året for offentliggørelsen af den zionistiske leder Ze’ev Jabotinskys essay ’Jernmuren’. Jabotinsky døde før grundlæggelsen af Israel i 1948, men essayet blev grundlaget for den jødiske stats strategiske vision.
Jabotinskys grundtanke er enkel. Israel vil ikke blive accepteret af sine arabiske naboer – den indfødte befolkning, som Jabotinsky kaldte det – så skal Israel overleve, skal det beskytte sig med en uigennemtrængelig jernmur. En metafor for et bomstærkt militær, som araberne ikke kan knuse, så de tvinges til at erkende, at Israel er kommet for at blive.
»Behovet for at stå som en magtfuld jernmur er blevet fulgt af alle israelske regeringer, fra højre til venstre«, sagde Netanyahu i talen og erklærede stolt, at Israel stadig her et hundrede år senere ’succesrigt’ implementerede Jabotinskys tanker.
Det viste sig bare ikke at være rigtigt. Mindre end tre måneder efter Netanyahus højstemte ord gennembrød Hamas Israels jernmur og tilføjede landet et blødende sår, som det endnu ikke er kommet sig over. De godt 100 gidsler – herunder også en dansk statsborger – der befinder sig i Gaza, fylder ikke meget i den internationale mediedækning, men er helt forståeligt meget præsente i den israelske offentlighed og mentale virkelighed.
I det forgangne år har Israel kæmpet. Ikke bare for at befri gidslerne og knuse Hamas, men i høj grad også for at få genopbygget den sikkerhedsmæssige jernmur omkring landet. Det er på lange stræk lykkedes. Hamas er ikke blevet knust, men dog meget stærkt reduceret. I de seneste uger har Israel også dræbt det meste af Hizbollahs ledelse, bombet deres missillagre og ramt Houthi-bevægelsen i Yemen. Det meste af Irans missilangreb natten til onsdag sidste uge blev også afværget af Israels luftforsvar – med hjælp fra USA. Få er længere i tvivl om Israels militære styrke og effektive efterretningstjenester.
Militært står Israel atter stærkt. Men omkostningerne har været enorme. Mindst 41.000 palæstinensere er døde i Gaza, herunder mange tusinde civile, kvinder og børn. Yderligere titusinder af uskyldige er blevet såret. Over 1.000 mennesker er allerede døde i Libanon, og ødelæggelserne i Gaza er umådelige. Israel står anklaget ved Den Internationale Domstol i Haag for folkedrab, og anklageren ved Den Internationale Straffedomstol har anmodet om arrestordrer for både Benjamin Netanyahu og Israels forsvarsminister Yoav Gallant. Over hele den vestlige verden har der været massive demonstrationer mod Israel, hvis renomme og moralske habitus ligger i ruiner.
Problemet er, at en jernmur ikke er nok. Israel skal være andet og mere end en krigerstat. Det har altid været drømmen, og igen er det instruktivt at kaste blikket tilbage til Netanyahus hyldesttale sidste år til Jabotinskys essay. For hvor fandt den sted? I Jerusalem, på Herzl-bjerget. Den bakketop, som rummer Israels holocaustmuseum, og som er opkaldt efter Theodor Herzl, zionismens moderne fader.
Hans fremtidsvision var meget anderledes end Jabotinskys. I romanen ’Altneuland’ forestiller Herzl sig et Israel, hvor arabere og jøder lever sammen i fredelig sameksistens. Ikke en stat i evig krig og med undertrykkelse af palæstinenserne.
Herzls roman gav navn til Tel Aviv, det liberale Israels center, men hans drøm fortonede sig i konflikten med palæstinenserne og de omkringliggende lande. Jabotinskys hårde tilgang sejrede.
Men der er behov for begge dele. En jernmur, men også en vej til fredelig sameksistens. Den største trussel mod Israel er ikke længere militær, men moralsk. Israel har i mere end et halvt århundrede hersket over et andet folk og besat de palæstinensiske områder i Gaza, Østjerusalem og på Vestbredden. Terrorangrebet 7. oktober var en forbrydelse og en tragedie – men historien og konflikten startede ikke den dag.
Midt i krigens kaos, hvor både israelere og palæstinensere står længere fra hinanden end i årtier, kan det virke urealistisk, nærmest naivt, at forestille sig en fremtid med fredelig sameksistens med palæstinenserne. Men Israels nuværende kurs er uholdbar. Og ja, selvfølgelig kræver det også noget af palæstinenserne. Men de er undertrykt og har intet sammenhængende politisk system. Det sidste valg var for næsten 20 år siden, de nuværende palæstinensiske ledere har ingen demokratisk legitimitet. Det er åbenlyst en klar betingelse for fred, at palæstinenserne vil freden. Men de skal først og fremmest få friheden til fred.
Engang virkede ideen om en jødisk stat i Palæstina som en utopi. Men som Herzl selv udtrykte det i ’Altneuland’: »Hvis du vil det, er det ingen drøm«. Israel blev en realitet. Men skal staten overleve på sigt som et demokrati med international anerkendelse og legitimitet, skal der også findes plads til en palæstinensisk stat i samme område. Ellers kan Israel vinde nok så mange kampe og slag – før eller siden vil de tabe krigen og deres egen eksistensberettigelse.
Jernmurens æra har varet længe nok.
fortsæt med at læse
