Forkortelser og snørklede ideologiske stridigheder var der nok af på den yderste venstrefløj i 1970’erne og 1980’erne. Vælgere var der til gengæld noget færre af. Splittelsen gjorde det næsten umuligt for den forvirrende alfabetsuppe af socialistiske og kommunistiske partier at komme op over spærregrænsen og ind i Folketinget og der omsætte idealerne til konkret politik. Derfor var det i 1989 klogt og visionært, at tre af partierne – VS, DKP og SAP – på pragmatisk vis slog pjalterne sammen og dannede Enhedslisten. Sammen kom de i 1994 i Folketinget og har været der siden.
Ved at give plads til venstreorienterede holdninger i Folketinget har Enhedslisten været en gevinst ikke bare for de stiftende partier, men for folkestyret. Partiet har ført an, når det kommer til den grønne dagsorden, og i takt med at SF har nærmet sig Socialdemokratiet og magten, har Enhedslisten fået en vigtig rolle som den ideologiske samvittighed og lighedsfokuserede vagthund.
Denne weekend står Enhedslisten i en skæbnestund. For første gang nogensinde er der indkaldt til ekstraordinært årsmøde, og bølgerne går højt. På dagsordenen er et forslag om at gøre det lettere at ekskludere medlemmer. De nuværende fem sjettedeles flertal i hovedbestyrelsen for en eksklusion foreslår partiledelsen at reducere det til to tredjedeles flertal.
Bag forslaget gemmer sig en hård ideologisk kamp. Ledelsen vil gerne have mere styr på tropperne og kunne skille sig af med uromagere såsom de medlemmer, der har nægtet at tage afstand fra den palæstinensiske gruppe DFLP’s deltagelse i terrorangrebet mod Israel 7. oktober. Den slags slinger i valsen skader partiet og mindsker dets indflydelse, lyder analysen.
Det er klogt i en moderne politisk æra, og ligesom ved stiftelsen i 1989 gør partiet på årsmødet lørdag bedst i at bide de ideologiske stridigheder i sig, vedtage ændringen og rette blikket mod den større dagsorden. Klimakrisen raser, og uligheden eksploderer. Der er rigeligt at kæmpe og svinge de røde faner for.
fortsæt med at læse
