Boris Jeltsin bad russerne om tilgivelse, da han nytårsaftensdag for nu 25 år siden trådte tilbage som Ruslands første præsident efter Sovjetunionens sammenbrud.
»Jeg sagde, at vi ville springe fra den grå, stagnerende, totalitære fortid og ind i en lys, lovende og civiliseret fremtid. Jeg troede på den drøm. Jeg troede, vi kunne gøre det i ét spring«, sagde han og beklagede sin naivitet, inden han konstaterede det åbenlyse: »Det kunne vi ikke«.
Boris Jeltsin tog alt og alle med bukserne nede, da han – angivelig frivilligt – 31. december 1999 trådte tilbage før tid. Ind kom Ruslands daværende ministerpræsident, Vladimir Putin.
Vi vidste nok, at Putin var gjort af et andet stof. Det viste hans brutalitet i udbryderrepublikken Tjetjenien i de år. Alligevel var håbet, at han ville fortsætte Ruslands forvandling fra et kommunistisk diktatur til en demokratisk markedsøkonomi. Blot i langsommere tempo.
Det var også naivt. For det kaos, der i 1990’erne fulgte med Sovjetunionens opløsning, endte som et nationalt traume: mafiaøkonomi, russiske opløsningstendenser, valutakrise og massiv fattigdom. Mange russere omfavnede ’den stærke mand’, der lovede dem velstand, hvis de bare afgav noget demokratisk frihed.
Så den demokratiske revolution endte som en illusion. I kulissen stod ikke bare den tidligere KGB-spion Vladimir Putin klar. Det gjorde hele det sovjetiske efterretnings- og magtsystem, han er rundet af. Sammen skruede de tiden tilbage.
I dagens Rusland er det, med den eksilerede kunstner og tidligere fængselsfange Sasja Skotjilenkos ord, nu dem bag tremmer, der er de frie. For som hun sagde til sine dommere, da hun sidste år stod anklaget for sin ukrainske krigsmodstand: »Jeg kan sige, hvad jeg tænker«.
Sådan tænker systemets mennesketandhjul ikke. De lader sig kue på en måde, som oppositionslederen Aleksej Navalnyj nægtede.
Som han sagde: »Det kan være nemmere at gøre noget modigt end at leve med konsekvenserne af at gøre ingenting«.
Den livslære kostede ham i februar livet i en sibirisk straffelejr. Andre systemkritikere spærres inde på psykiatriske afdelinger, mens Vladimir Putin fører sin blodkrig i Ukraine.
»Rusland er på vej ned i en afgrund«, skrev den russiske journalist Anna Politkovskaja allerede i 2006, inden Putin-styret også slog hende ihjel.
Måske Rusland har fortabt sig i en fortid, der ikke længere er. For som ruslandseksperten Mark Galeotti skriver i sin nye bog, ’Forged in War’:
»Rusland er en nation, der er vokset ud af en imperial fortid og opfatter stormagtsstatus som sin naturret. Og den har endnu til gode at møde sine dæmoner. Det vil den skulle en dag, og derfra vil en mere positiv attitude måske opstå«.
Måtte Putin ende som en overgangsfigur i den proces. Vi må række ud efter og bevare troen på ’det andet Rusland’, vi troede på, da Boris Jeltsin pludselig gik af for nu 25 år siden.
fortsæt med at læse
