Torsdag blev 46 mænd dømt for voldtægt, forsøg på voldtægt og seksuelle overgreb ved retten i Avignon.
I denne ubegribeligt modbydelige sag, hvor offerets ægtemand bedøvede sin hustru og lod fremmede mænd voldtage hende, er det allermest ubegribelige ofrets styrke.
Vi kender alle sammen hendes navn. Gisèle Pelicot valgte, da retssagen gik i gang, at hun ikke ønskede lukkede døre og navneforbud. Hun havde ikke brug for den beskyttelse, som et navneforbud ville give.
Den 72-årige bedstemor og pensionist stod frem for hele verden og deltog i alle retsmøder, for det var ikke hende, der skulle skamme sig. Hun behøvede ikke at gemme sig. Det var dem, gerningsmændene, der skulle skamme sig.
Den beslutning har gjort hende til et feministisk ikon. En heltinde med pagehår og runde solbriller. Hun har ikke kun påvirket den franske debat om voldtægt, samtykke og ansvar, men også den internationale. Fra hele verden er støtten strømmet hende i møde. Politikere som den tyske kansler, Olaf Scholz, og den spanske ministerpræsident, Pedro Sánchez, har hyldet hende.
For nok er sagen om Gisèle Pelicot ekstrem, men udskamningen af voldtægtsofre og andre ofre for vold er universel. Var de nu for letpåklædte, gik de de forkerte steder alene, eller var de for fulde, for naive?
Med sin simple beslutning om ikke at tage skammen på sig, men placere den, hvor den hører til, har Gisèle Pelicot forhåbentlig sat gang i en diskursændring, så ofre, også i Danmark, ikke skal skamme sig. Gisèle Pelicot har vist, hvordan ofre kan tage værdigheden tilbage.
Foran retten i Avignon bar en ung kvinde et skilt, hvorpå der stod: ’Alle kvinder i hele verden støtter dig. Tak Gisèle’. Hun kan ikke takkes nok og bør støttes af alle, kvinder som mænd.
Ingen skal skamme sig over at have været udsat for overgreb. Gerningspersonen bærer både skyld og skam.
fortsæt med at læse
