Det var hverken klogt, rimeligt eller på nogen måde anprisningsværdigt at hænge en dukke forsynet med et foto af statsministeren og teksten »Hun må og skal aflives« op i en lygtepæl under en demonstration under coronakrisen i 2021. Så langt kan og bør der ikke herske tvivl. Det var usmageligt, upassende og dybt anstødeligt. Men var det virkelig en reel trussel mod Mette Frederiksens liv, eller var det et ekstremt grovkornet forsøg på at være morsom og parafrasere hendes ord om mink? Ifølge Højesteret var det en trussel, så meget at den fredag stadfæstede Landsrettens dom på 40 dages ubetinget fængsel til de tre anklagede mandlige demonstranter.
Dommen virker unødigt hård. Som Retten på Frederiksberg, der oprindeligt frikendte mændene i sagen, argumenterede, kan og bør magthaverne tåle at blive udsat for kritik og ytringer, også selv om disse er provokerende og fornærmende. Det samme gælder selvsagt den anden vej også, debattører og demonstranter bør gøre deres for at holde en ordentlig tone. At mændene, hvoraf ingen af dem var tidligere straffet eller har kendte forbindelser til ekstremister, ikke havde planer om at hænge statsministeren eller på anden måde gøre alvor at ordene, synes ret åbenbart.
Men var coronakrisen ikke en så alvorlig samfundskrise, at alle bør stå sammen og den slags kritik netop holdes i ave vil nogle mene. Det er faktisk lige omvendt. Det er netop når krisen melder sig, at den demokratiske debat er allervigtigst og nødvendig at beskytte. Og ja, naturligvis kan den stadig finde sted også efter Højesterets dom fredag. Ytringsfriheden i Danmark er lykkeligvis stadig meget solid og bred. Men jo skrappere straffe og snævrere grænser, jo mindre åben og fri debat.
At risikere at komme i fængsel og få en plettet straffeattest for en uigennemtænkt happening skader lysten til at blande sig og give sin mening til kende en anden gang. Vold har ingen plads i et demokrati. Men en vidtstrakt ytringsfrihed er livsnerven.
fortsæt med at læse
