Leder afMarcus Rubin

Kronikredaktør

Domstolene er lidt for villige til at straffe ytringer.

Confino-dommen er en helt urimelig indskrænkning af ytringsfriheden

Lyt til artiklen

Man må ikke sige, at mellemøstkorrespondenten Jotam Confino »bruger israelske retstermer«. Det har Københavns Byret besluttet. Udsagnet er et af en lang række, som byretten fandt, at debattøren Asmaa Abdol-Hamid har begået ærekrænkelse ved at bruge om Confino på sociale medier. For krænkelserne blev hun idømt ca. 85.000 kroner i dagbøder, sagsomkostninger og erstatning.

En hård dom, og ifølge professor i medieret ved Syddansk Universitet Sten Schaumburg-Müller også »alt for stram«. Det kan denne avis kun erklære sig enig i. Dommen er en helt urimelig indskrænkning af ytringsfriheden, og man må håbe, at landsretten omgør den, når anken kommer til behandling der.

Det er desværre langtfra sikkert. Dommen er det seneste eksempel på, at domstolene er bekymrende villige til at straffe meningstilkendegivelser.

Dommen over Abdol-Hamid kommer, kort tid efter at Højesteret stadfæstede landsrettens dom over de tre mænd, der hængte en dukke med Mette Frederiksens billede op i en løkke under coronademonstrationerne i 2021 med ordene »Hun må og skal aflives«. Både anklagemyndighed og domstole er også i den senere tid gået langt med hensyn til at straffe folk, der på nogen måde har syntes at billige Hamas’ terrorangreb mod Israel.

Hverken støtte til terror, uunderbyggede beskyldninger mod journalister om at være påvirkningsagent for fremmede magter eller fingerede henrettelser af statsministeren er i orden. Men ved igen og igen at slå hårdt ned på ret ukontroversielle ytringer som brugen af israelske retstermer og værdidomme om at arbejde ukritisk eller enøjet, som man heller ikke må kritisere Confino for, går domstolene for vidt.

Ytringsfriheden er den måske allermest centrale demokratiske menneskerettighed, og ved at slå så hårdt ned skader domstolene samfundsdebatten. Ingen skal krænkes unødigt, men der bør være frirum til at kunne diskutere, om eksempelvis journalister er urimelig forudindtagede eller subjektive – uden frygt for efterfølgende straf. Også om os på Rådhuspladsen – hvis nogen skulle være i tvivl.

Marcus Rubin

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her