Det er nemt at hade Airbnb.
Oprindeligt var det en charmerende idé. Boligejere kunne tjene lidt ekstra på at leje deres bolig ud, når de alligevel ikke var hjemme, til turister, der så kunne prøve at bo i lokale hjem og i kvarterer, hvor der ellers ikke ligger store turisthoteller.
En ekstra indtægt for udlejeren og en større oplevelse for lejeren – alle var glade.
Men det udviklede sig anderledes. I mange europæiske byer er Airbnb blevet så udbredt, at det har presset priserne på lejligheder i attraktive kvarterer så højt op, at det har tvunget lokale beboere ud.
Pernille Rosenkrantz-Theil, Socialdemokratiets overborgmesterkandidat i København, frygter, at København kan blive lige så hårdt ramt som f.eks. Barcelona og Rom, og hun oplever, siger hun, allerede nu områder, hvor det lokale liv er forsvundet.
Derfor vil hun stramme reglerne for udlejning, så man kun må udleje den bolig, man har folkeregisteradresse i.
Det ville være lykkeligt, hvis Airbnb kunne fungere, også i København, som det oprindeligt var tænkt.
Når det ikke er tilfældet, er regulering en indlysende god idé. Men forbud løser ikke nødvendigvis problemerne. Siden 2019 har det været forbudt at udleje sit hjem i mere end 70 dage om året. Om det så sker, ved ingen, for Airbnb oplyser ikke, hvem der udlejer hvad hvor længe. Hvad nytter et nyt forbud, hvis ingen ved, om det overholdes?
Selv hvis nye og gamle forbud kommer til at fungere, vil det ikke løse hovedproblemet på det københavnske boligmarked: at i Københavns Kommune er det nu umuligt at bosætte sig for unge førstegangskøbere, som ikke har penge med hjemmefra.
På 30 år er kvadratmeterprisen i København steget 653 procent. Det største problem for dem, der gerne vil leve og bo i byen, er ikke, at man i nogle kvarterer oplever, at rigtig mange turister kommer hertil, men at København er ved at udvikle sig til en rigmandsghetto.
Men det er jo så nemt at hade Airbnb.
fortsæt med at læse
