Åndelig oprustning er et begreb så højtideligt, at det nærmest kunne være taget ud af en prædiken under besættelsen. I dag kommer ordene dog ikke fra præster, men fra statsministeren og regeringen. Vi skal ikke blot købe luftforsvar og indføre værnepligt for kvinder. Vi skal også mobilisere os kulturelt og følelsesmæssigt i lyset af krigen i Ukraine og andre trusler. Vores universiteter, skoler, museer og dannelse skal udgøre »den inderste forsvarslinje«, sagde Mattias Tesfaye (S) tidligere i år. Ifølge Morten Dahlin (V) skal danske soldater ligefrem kæmpe for de kristne værdier. Det er sandelig ikke så lidt.
Siden har debatten kørt med bl.a. nordiske input i Weekendavisen. For hvad er det egentlig, vi skal rustes med? Der tales om fædreland, velfærdsstat og kulturarv, som om disse ord udgør en vidunderlig trylleformular, der beskytter os mod verdens onde kræfter. Som om staten nu skal levere tro og tanke. Men her bør alarmklokkerne for alvor ringe. For sådanne dybe spørgsmål – om liv, død og fællesskab – risikerer let at blive gjort til kampagner for sammenhængskraft og nationale enhedsforestillinger.
