Når historikere og fagfolk om nogle år ser tilbage på de verserende kulturdebatter, vil der næppe herske tvivl om, at den politiske begejstring for ’åndelig oprustning’ vil fremstå som ét stort elitepopulistisk ståhej.
Tag blot det nye Rådet for kulturel modstandskraft, der for få dage siden blev nedsat af ministeren for at »sætte kunsten og kulturen i spil og hjælpe os til at engagere os i demokratiet og stå sammen om vigtige værdier på tværs af land og by, generationer og interesser«.
Det lyder umiddelbart sympatisk, og ingen ønsker mere end denne avis at sikre kunst og kultur en central placering i samfundet. Men bag disse floskuløse formuleringer gemmer sig også en påfaldende reaktionær kulturforståelse, hvor kunst først og fremmest skal tjene som en form for værn eller social lim, mens man stort set glemmer, at kunsten helst skal udfordre og forstyrre.
I spidsen for rådet står den omtrent allestedsnærværende Rane Willerslev, der for tiden slås med økonomiske problemer og fyringsrunder som direktør for Nationalmuseet. Sammen med Jan Gintberg, Birgitte Hjort Sørensen og 12 andre rådsmedlemmer skal han nu identificere ’sårbarhederne’ i kulturen, mens hans eget museum, små forlag, kunstneriske vækstlag og kritiske miljøer kæmper for at overleve i et udpint kulturlandskab, hvor opmærksomheden mere end nogensinde går til dem, som allerede fylder mest.
Hverken politikerne eller deres budbringere behøver derfor at rejse land og rige rundt for at opdage, at kulturen har brug for ny vitalitet. De kunne passende starte med at se indad.
I årevis har skiftende regeringer aktivt negligeret eller direkte undergravet den kulturelle offentlighed. Gennem systematisk nedprioritering af humaniora på universiteterne, generelle kulturbesparelser, nedbarberinger af biblioteker og ved at lade floraen af kulturtidsskrifter visne har man selv undergravet de miljøer, der netop kunne have stimuleret kunsten og tilført samtalen om den fornyet energi. Det vil sige: sikre en egentlig kulturel modstandskraft.
Men et sådant grundlagsarbejde er stort set fraværende i visionerne hos politikerne og i ministeriet.
Disse faglige og kreative miljøer har ellers råbt højt om problemerne længe, og en vis apati har spredt sig. Spørgsmålet er nu, om politikerne denne gang har tænkt sig at lytte, eller om deres nye råd blot er til for deres egen selviscenesættelse.
fortsæt med at læse
