Det er endnu for tidligt at skrive Tony Blairs politiske testamente. Han er stadig det engelske Labourpartis leder og landets premierminister, men dagene er talte. I sidste uge gav han sig selv maksimalt 12 måneder. Sidst han udtalte sig om emnet, inden valget i 2005, bebudede han sin afsked inden næste valg. Lige siden har udtalelsen forfulgt ham.

I takt med at hans popularitet er dalet drastisk, og det konservative parti efter mange år i vildrede med skiftende ledere synes at have fundet en ny vej og en ny leder, der til forveksling ligner den unge Blair, har panikken bredt sig i Labour. Den politiske automatreaktion forstærkes af, at Blair selv for længst har udpeget sin efterfølger. Han har muligvis fortrudt det lige siden, men alt tyder på, at Blair, inden han blev premierminister, indgik en aftale med den nuværende finansminister Gordon Brown om, at han skulle overtage ledelsen af partiet og landet efter Blair. I de første år var det politiske afkast på den aftale ubetinget loyalitet, men efterhånden som årene er gået, er loyaliteten blevet afløst af utålmodighed og tiltagende panik.