INGEN SERIØSE forskere betvivler længere, at klodens klima opvarmes unaturligt hurtigt som en direkte følge af menneskets afbrænding af fossile brændstoffer. Selv de mest optimistiske prognoser forudsiger, at gennemsnitstemperaturerne vil stige så meget i løbet af dette århundrede, at millioner af mennesker vil blive jaget på flugt – ikke kun som en konsekvens af et stigende havniveau, men også fordi dyrkningsmulighederne vil blive endnu dårligere og endnu mere sårbare i de allerfattigste lande omkring ækvator. Uanset hvilke globale problemer man i øvrigt ønsker at løse, kan man derfor ikke længere komme uden om, at menneskeheden har et kollektivt ansvar for at mindske de mest skadelige konsekvenser af de selvskabte klimaforandringer – inden det er for sent. Den dårlige nyhed er således, at stort set alle mennesker på kloden er nødt til at ændre adfærd; enten ved at reducere brændstofforbruget eller ved at omlægge til mindre CO{-2}-udledende energikilder.

Den gode nyhed er imidlertid, at der er både tid og ideer til at løse problemerne. Klimaforandringerne sker ikke i morgen og vil i bedste fald tage årtier at tæmme. Foreløbig har over 160 lande i verden kun kunnet enes om den såkaldte Kyotoprotokol. Som alle mulige andre politiske aftaler er Kyotoprotokollen langtfra perfekt. For det første er hverken USA eller Kina omfattet, og for det andet ville udgifterne måske kunne være investeret mere hensigtsmæssigt. Men Kyotoprotokollen er en begyndelse; en begyndelse på en ny æra, hvor alverdens lande samarbejder om at løse et fælles presserende problem.