MILITÆRKUPPET i Thailand er naturligvis et tilbageslag for landet, der tidligere har oplevet mange af den slags, men igennem de sidste 15 år har formået at fastholde et nogenlunde stabilt demokrati. Men kuppet kommer som en konsekvens af en langvarig politisk krise, og selv om kampvogne i gaderne mildest talt er et forfatningsstridigt middel at tage i brug, så er det langtfra en uforståelig udvikling. Thailand har i de senere år været regeret af en politiker, der med stor ret er blevet sammenlignet med Silvio Berlusconi, som italienerne stemte fra magten tidligere på året. Blot er premierminister Thaksin endnu mere skamløs i den måde, hvorpå han har fusioneret politisk, økonomisk og mediemæssig magt. Han var, allerede før han blev regeringschef, en af landets førende forretningsmænd, og han og hans familie er bestemt ikke blevet fattigere af at være ved magten. Faktisk har deres misbrug af magten for egen vindings skyld været afgørende for den upopularitet, der var tæt på at tvinge ham fra magten allerede i foråret. THAKSIN ER imidlertid ikke upopulær blandt alle thailændere. Tværtimod har han vundet store valgsejre i både 2001 og 2005 og senest her i foråret, hvor valghandlingen dog mistede legitimitet på grund af oppositionens boykot, og valget blev senere erklæret ugyldigt af højesteret. Uden for Bangkok er der mange thailændere, der er glade for præsidentens direkte facon, kontante gaver, og som er mere ligeglade med de normbrud og den korruption, der har gjort ham forhadt i middelklassen. Fænomenet Thaksin er udtryk for en foruroligende tendens – at det skel mellem økonomiske og politiske magthavere, der er så karakteristisk for den demokratiske kapitalisme, men som ikke kendes fra ældre samfundsformer eller i statssocialistiske lande – igen ophæves. Når det kan lade sig gøre, er det, fordi konstellationen også rummer en tredje ingrediens: De pågældende sørger for at sætte sig på store dele af medierne – typisk både via ejerskab og politisk indflydelse. Et militærkup er en ringe løsning på krisen og er kun tåleligt, hvis det fører Thailand tilbage til demokrati hurtigst muligt. Men Thaksins magtmisbrug er en påmindelse om, at valg og flertal i sig selv ikke er nok til at gøre et demokrati reelt og bæredygtigt. Respekt for andre normer – herunder den helt elementære, at magten i et demokrati skal være lovbaseret og ikke må misbruges i ens private interesse – er lige så afgørende.