Da Anders Fogh Rasmussen i foråret skilte fårene fra bukkene, var Uffe Ellemann-Jensen ikke i tvivl om, at han var en buk. Men når statsministeren i åbningstalen siger, at verden siden 11. september 2001 har været domineret af »kampen mellem frihed og tyranni«, er der næppe nogen herhjemme, der vil lande på den forkerte side af modstillingen. Statsministerens udsagn består ganske enkelt ikke den klassiske floskeltest på politiske udsagn: Giver det mening at mene det modsatte? Ingen kan være uenig i hans store ord. Når det gælder moraliserende forenklinger, kan Fogh efterhånden konkurrere med sin ven i Det Hvide Hus, George W. Bush. De eneste tab af menneskeliv på den globale scene, der blev nævnt, var dem, der fandt sted 11. september for fem år siden. De stadig stigende problemer, som de internationale operationer i både Irak og Afghanistan er løbet ind i, og den mareridtsagtige vold i Bagdad, hvor et stadig større befolkningsflertal ønsker de udenlandske styrker væk, blev derimod ikke nævnt med et ord. TALENS værdibærende del var en lang besværgelse om uafviselige overordnede mål, uden et ord om, hvor dårligt det går med at nå dem, fordi USA har valgt så problematiske midler til at forfølge dem. For mange vil det mest provokerende nok være, så fjern vores statsminister er fra den hjemlige dagsorden. På tv var de, der protesterede mod kommunale forringelser, »socialistisk inspirerede ballademagere«. I åbningstalen nøjedes Fogh med at hævde, at de ikke kunne regne på den måde, han synes, der skal regnes. Da der blev flere af dem, blev de dumme i stedet for onde. Forståelse var der ingen af. Det eneste, der tæller for statsministeren, er øjensynlig, at hans store værdifortælling går op. Kendsgerninger og folkelige protester er i den sammenhæng kun distraherende omstændigheder, der skal ignoreres eller manes i jorden. Vi ville gerne på dette sted have krediteret regeringen for et usædvanlig positivt initiativ på integrationsområdet – oprettelsen af et egentligt klagenævn om diskrimination. Men det er svært at rose et initiativ, som statsministeren ikke engang vil nævne i åbningstalen. Hvad enten årsagen er, at kovendingen er for stor, eller at det ikke huer Dansk Folkeparti.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
