Valget af Ban Ki-moon til posten som FN’s nye generalsekretær har på alle måder fulgt traditionen. Ifølge organisationens rotationsprincip ’skulle’ generalsekretæren denne gang komme fra Asien. Det krav har Sydkoreas udenrigsminister ingen problemer med at opfylde. Traditionen tilsiger også, at generalsekretæren er en mand. Også på det punkt er han topkvalificeret. Og endelig blev han helt i FN-traditionens ånd valgt – ikke fordi nogen gik glødende ind for ham, men snarere fordi der ikke var nogen, der for alvor var imod ham. BAN overtager en organisation, som i løbet af de sidste 10 år har øget antallet af civile og soldater, der sendes ud på fredsbevarende missioner, fra 20.000 til 80.000, styrket sin indsats i humanitære kriser og opgraderet arbejdet inden for menneskerettighedsområdet betydeligt. Som en konsekvens af, at FN udstyres med stadig mere komplekse mandater i krisesituationer, kræves det, at organisationen kan agere hurtigt, operationelt og ansvarligt – også når det gælder forvaltningen af medlemslandenes økonomiske bidrag. Det er derfor afgørende, at den nye generalsekretær kan få brudt dødvandet i reformprocessen. I den forbindelse gør Ban klogt i at tage bestik af Annans tale til FN’s generalforsamling for et par uger siden. Med en ærlighed, som kun en afgående generalsekretær kan tillade sig, talte han om den dybe polarisering mellem FN’s medlemslande, der truer med at undergrave selve ideen om et internationalt samfund. Opgaven for Ban består i at få løst op for konflikten mellem USA på den ene side og udviklingslandene på den anden side og få begge parter til at indse, at de har en interesse i et styrket FN. USA må bringes til at indse, at FN, ikke mindst i kraft af sine mange fredsbevarende operationer, udfører opgaver, som USA ellers ville have været nødt til at påtage sig. Alene af den grund skylder USA at bakke op om FN. Samtidig må udviklingslandene forsikres om, at frygten for, at en reform af FN-bureaukratiet og den påtænkte styrkelse af generalsekretæren, ikke betyder en svækkelse af deres indflydelse. Faktisk ville de svageste medlemslande have glæde af en stærk ledelse. Ban ligner ikke umiddelbart den stærke leder, FN har brug for, men opgaven er stor nok til, at der er noget at vokse med. abb