Europa er romanens verdensdel. Ingen forfatning kommer nogensinde til at definere Europa så præcist og mangfoldigt, som det siden den bedrøvelige ridder Don Quijote er gjort af troldmanden Cervantes og alle hans lærlinge. Og få lærlinge er kommet troldmanden nærmere end årets nobelpristager i litteratur, Orhan Pamuk. En romanforfatter, som i kraft af sin kunst for længst har meldt sit hjemland Tyrkiet ind i Europa. Uanset EU, politik og processer. Ingen læser af romaner som ’Mit navn er rød’ eller ’Sne’ vil være i tvivl om, at disse tyrkiske bøger er lige så europæiske som Dostojevskij, Balzac eller Kafka. Og vi behøver ikke vente på den danske oversættelse af Pamuks bog om Istanbul for at vide, at byen ved Bosporus ligger i Europa. Der er bedrøvelige skikkelser nok hos Pamuk til at befolke hele La Mancha, og de muslimske vindmøller på den anatolske højslette kan godt indstille sig på sværdslag, når romanernes riddere rykker ud. Det gode tyrkiske ord hüzün fremhæves af Svenska Akademien i begrundelsen for prisen. Ordet karakteriserer den melankoli, Orhan Pamuk ser som betegnende for Istanbul og dens indbyggere. Et konstantinopolitansk verdenssyn, som resten af Aftenlandet sagtens kan genkende. Og hvis ikke man forstår, at sådan et sortsyn kan være ganske muntert, så har man læst for få romaner. I Orhan Pamuks seneste roman ’Sne’ siger en central person, at »hvis manglende lykke var en ægte grund til selvmord, ville halvdelen af kvinderne i Tyrkiet begå selvmord«. Sorgmuntert sagt, og i romanens verden kan det sagtens være en kærlighedserklæring til Tyrkiet. Helten i ’Sne’ sætter sig for at finde ud af, hvad der rører sig i hovederne på de rettroende muslimske kvinder, som i grænsebyen Kars begår selvmord i stort tal. En rejse ind i tro og vantro, religion og politik, Øst og Vest. »Vi er kommet til det punkt«, sagde Orhan Pamuk i en pristale sidste år, »hvor vi skal vælge mellem romanforfatterens stærke forestillingsevne og den type nationalisme, der giver grønt lys for bogbrændinger«. Vi vælger romanen. Godt, at Det Svenske Akademi gør det samme. Med Pamuk bliver alle europæere, det vil sige konstantinopolitanerinder både med og uden tørklæder. bb