0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Langt fra Palermo

Selv ministre bør kunne have et normalt privatliv

Leder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Den nye svenske statsminister, Fredrik Reinfeldt, har formentlig fortrudt sit rædselskabinet – indtil flere gange.

Skeletterne er væltet ud af skabene. Minimale, små og mindre skandaler er blevet oprullet næsten dagligt i de svenske medier. Foreløbig er to nyudnævnte ministre trådt tilbage på to uger, mindst to andre har offentligt erkendt lignende forseelser, mens endnu en minister nu skal have undersøgt sine privatøkonomiske interesser.

Politikerkolleger og kommentatorer er boblet over af forargelse. For skal politikere ikke overholde de love, de selv vedtager?

Inden hysteriet går helt i selvsving, er der dog grund til at minde om proportionerne: Selv om ingen meningsfuldt kan argumentere for, at man ikke skal betale tv-licens eller oplyse lønudbetalinger til skattevæsnet, er der en grænse for, hvor uskyldsrene man kan og bør kræve, at politikere skal være.

Skandalerne har vist, at der er meget langt fra Kiruna til Palermo. Mens italienske parlamentarikere i årevis har måttet kæmpe imod en magtfuldkommen premierminister, der har været under anklage for såvel korruption som regnskabsfusk og sabotage mod selve retsprocessen imod sig selv, tumler svenske politikere med moralske problemer i en anden størrelsesorden.

Så længe ministre varetager deres hverv ærligt og redeligt, bør det være muligt selv for dem at leve et liv nogenlunde som de fleste andre – ikke mindst før de overhovedet udnævnes til ministre.

Der kan være situationer, hvor forseelser i politikeres privatliv bør få konsekvenser i det politiske liv. Det er f.eks. uacceptabelt, hvis en kulturminister unddrager sig tv-licens (som i tilfældet Cecilia Stegö Chilò), ligesom det er uacceptabelt, hvis en skatteminister snyder i skat. Selvfølgelig er der en grænse for, hvad offentlige personer kan tillade sig. Men der er også en bagatelgrænse.

Hvis man begynder at kræve af alle politikere, at de skal være ufejlbarlige, vil det hurtigt vise sig umuligt at rekruttere kvikke hoveder til det politiske system. For så vil alle blot nogenlunde velfungerende mennesker løbe skrigende bort. Derfor bør den moralske forargelse over enkelte forseelser og eventuelle lovbrud ikke danne grobund for et generelt krav om evig uskyld. Så ender vi med et kedeligt, bogholderpræget demokrati befolket af stivstikkere og afholdsmænd.

ltm

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce

Læs mere