Bob Woodward fortæller i sin ny bog om Bush og Irak historien om en højtstående amerikaner, der kom tilbage fra et besøg i Irak. Der var mange problemer, men opmuntrende var det dog, at så mange – ikke mindst børn – rakte tommelfingeren opad, når han kørte forbi. Samme positive oplevelse trak en af de danske soldater dernede frem, da vi for nylig gav dem mulighed for at fortælle om deres hverdag på www.politiken.dk. Der var desværre ingen, der havde fortalt hverken amerikaneren eller danskeren, at en opretstående tommelfinger i Irak ikke betyder ’alt godt’, men derimod det samme som en strittende langemand herhjemme – altså ’skråt op’. Den tragikomiske historie er desværre kun et alt for godt billede på, hvilken sump af modvilje, voksende vold og uløste problemer den internationale koalition i Irak er landet i. Statistikere kan skændes om, hvorvidt der er dræbt et, to, tre eller seks hundrede tusinde irakere siden Saddam Husseins fald. En kendsgerning er det, at volden tager til måned for måned, mens etniske drab og eskalerende flygtningestrømme understreger, at der i dele af landet allerede er borgerkrig, og at situationen trods alle besværgelser kun bliver værre og værre. For hver dag, der går, svækkes den hjemlige politiske opbakning til præsident Bush og premierminister Blair yderligere. AT DET er gået så galt, er alt andet end en god nyhed. For selv om Bushregeringen har et meget stort ansvar for elendigheden, løser det jo hverken Iraks eller verdens problemer at konstatere, at de uansvarlige eventyrere og spindoktorer i Det Hvide Hus står afsløret som det, de er. Der er stadig dem, der mener, at vejen frem kunne være flere soldater og en stærkere opbakning til et nyt og demokratisk Irak. De ansvarlige i USA henviser til, at der nu er uddannet 300.000 irakiske soldater og politifolk, og at de derfor om 12 til 18 måneder vil være i stand til at overtage ’ansvaret for sikkerheden’. Den dystre sandhed er, at rigtig mange af de daglige drab på sagesløse i Irak begås af netop disse nye sikkerhedsstyrker. Irak-eventyret endte galt. Fra nu af burde det alene dreje sig om at få sat et punktum for vores og USA’s indblanding. Det forudsætter naturligvis, at Fogh får øje på det samme, som store flertal af amerikanere og briter allerede har erkendt. Hvor længe skal vi vente?