Henning Dyremose har ondt af Henning Dyremose.
Den offentlige debat om hans gigantiske gage »kommer for tæt på privatlivets fred«, siger den afgående direktør og tiltrædende formand i TDC. Debatten viser, at »det ikke er hensigtsmæssigt, at der er en sådan åbenhed« om chefers lønforhold. Vi risikerer, »at danske ledere ikke ønsker at være ledere i Danmark, men vælger at rejse til udlandet«. Der skal nu nok være dem, der vælger at bide smerten i sig og græde hele vejen til banken. Henning Dyremoses navnkundige 30 millioners bonus udbetalt har lovlig mange paralleller. Ugens anden historie gjaldt Michael Pram Rasmussen, fra- og tiltrædende i Topdanmark, som tjente 175 mio. kroner i løbet af sine ti år som direktør. Og der er ikke åbenhed om den erkendtlighed, hans hop fra direktør til formand sikkert har udløst oveni. Thi, som Topdanmarks kommunikationsdirektør siger: »Vi udtaler os ikke om individuelle lønforhold«. Men Pram Rasmussen står næppe tilbage for Dyremose, det ville han ikke som ny formand i A.P. Møller kunne være bekendt. Henning Dyremose vil nu arbejde for større lukkethed. Det har han gode muligheder for som formand for Dansk Industri. Og de mange internationale skandaler om topchefers groteske grådighed bekræfter ham sikkert både i åbenhedens uhensigtsmæssighed og i, at kritikken er smålig og misundelig. NU ER DER heller ingen grund til at være misundelig. Som Bill Gates, verdens rigeste mand, siger: »Jeg kan kun have én skjorte på ad gangen«. Man kan ikke privat bruge penge i den størrelsesorden, hans formue befinder sig i. Man kan ikke engang bruge penge i den noget mindre skala, Henning Dyremose opererer med. Han kunne købe tredive tusind strygefrie skjorter alene for sin fra- og tiltrædelsesgodtgørelse. Det handler mere neutralt om magt. Ikke om »individuelle lønforhold«, men om summer så store, at de pr. definition har offentlighedens interesse. I et land som Danmark er det et offentligt anliggende at diskutere magtens fordeling – nogen skal jo have den, og de skal helst både være dygtige og være gode rollemodeller. Det sidste har Henning Dyremose og et par andre direktører bare vist sig ikke at være.
