Det er normalt ikke nogen større nyhed, at sytten irakere er blevet slået ihjel af ukendte gerningsmænd. Ofte – som i dette tilfælde – af mordere, der er klædt i politiuniform, ja, måske i nogle tilfælde ligefrem er politifolk. Men samtidig er medlemmer af en af de militser, der i store dele af Irak fører, hvad der kun kan betegnes som borgerkrig. I dette tilfælde er der tale om en massakre, der rammer dem, der samarbejder med de udenlandske styrker i landet – danskere og briter, der uddanner politifolk ved Basra. Det er nemlig langtfra kun i Bagdad, at væbnede angreb, mord, massakrer, bombeattentater og natlig tortur med døden til følge er en del af hverdagen. Intensiteten af den vold, der udspiller sig i Irak, er forfærdende. Men samtidig en realitet, der ikke viser tegn på at ophøre eller ebbe ud – tværtimod. DET ER i det lys, at regeringens svar på den debat om vores tilstedeværelse i Irak, der takket være udviklingen i amerikansk politik endelig er kommet i gang, skal ses. Svaret kom forleden, og det bestod i, at man vil bevilge 50 millioner kroner yderligere til ’genopbygningen’ af Irak. I den danske sammenhæng kan det ses som en imødekommelse af oppositionen, der længe har slået til lyd for, at det danske bidrag skulle drejes i en mere civil retning. I FORHOLD til virkeligheden i Irak er regeringens svar til gengæld noget nær meningsløst. Hvis ikke volden bringes under kontrol – i Bagdad, Basra og en lang række andre byer og tæt befolkede områder i Irak – så giver størstedelen af ’genopbygningen’ ingen mening. Eller rettere sagt: Den lader sig ikke gennemføre. Tiden er løbet fra de nemme løsninger i Irak. Ja, som landet ligger, er det ikke engang muligt at pege på svære og tunge løsninger, der ville have en rimelig udsigt til succes. Når vores regering taler om mere genopbygning, planlagt overdragelse af opgaver til irakiske styrker, for slet ikke at tale om nødvendigheden af at fastholde ’de overordnede mål’, så er der tale om besværgelser, ikke om en politik. Endsige om den ’nye strategi’, statsministeren som et ekko af Washington har gjort sig til talsmand for. Uden at konkretisere den nærmere. At regeringen i denne situation ikke med kyshånd griber Helle Thorning-Schmidts tilbud om en tværpolitisk vej ud af den blindgyde, vores soldater og vores ’aktivistiske udenrigspolitik’ er endt i, er intet mindre end ubegribeligt. ts